Det er interessant at se, at når man betragter en krop, så er de syv systemers centrum placeret i en lige linie fra isse til sæde. Øverst i hovedet, nervesystemet, midt i hovedet sansesystemet, ved halsen, åndedrætssystemet, midt i brystet, hjerte/karsystemet, over hinanden omkring navlen, urinsystemet og fordøjelsessystemet og ved sædet, forplantnings- systemet.

Når man betragter kroppens syv hormondannende kirtler, så er de placeret samme sted. Det er fordi, at der til hvert system er knyttet en kirtel. Dette er et meget vigtigt faktum, idet det er kirtlerne som danner kommunikationskanalerne mellem menneskets legemer i de forskellige stoftyper. Hvis man tager et varmefoto af et menneske vil der disse steder vise sig aktive områder. Det er de områder synske mennesker kan observere og som i den åndsvidenskabelige litteratur kaldes chakra.

Kroppen, menneskets fysiske legeme, er et fantastisk kompliceret og velfungerende redskab. Den har f.eks. en evne til at bevare sit indre miljø konstant på trods af ændringer i ydre og indre vilkår. Dette fænomen kaldes homeostase, som betyder ligevægt. Homeostasen omfatter adskillige kropsfunktioner som f.eks. legemstemperaturen, blodtrykket, væske- og saltbalancen og blodets syreindhold. Uden homeostase ville anstrengende muskelarbejde skabe så megen varme, at kroppens proteiner ville størkne, men varmen bliver ledt væk. Det samme gælder de store mængder mælkesyre, som dannes under krævende muskelarbejde og som ville ødelægge cellerne, hvis ikke de blev fjernet.

Alle celler i kroppen er omgivet af en væskeopløsning, der bl.a. indeholder salte, opløst ilt og andre gasarter samt næringsstoffer. Denne væske uden for cellerne er nødvendig for homeostasen. Uden vand ville cellerne tørre ud, uden salte ville de blive fyldt op med vand. Ligeledes er et konstant tryk i den omgivende væske vigtigt, da cellerne ellers ville sygne hen eller sprænges.

Det menneskelige legeme er omkring 37 grader varmt. Denne temperatur er et fysiologisk kompromis, hvor kroppens enzymer arbejder bedst. Enzymer er de proteiner, som formidler og katalyserer alle kroppens kemiske reaktioner. Hvis vores temperatur var lavere, ville enzymerne arbejde langsommere, og vi ville blive sløve og dorske. Hvis legemstemperaturen var højere, ville enzymerne blive ødelagt, akkurat som når kød koges. Ved en legemstemperatur over 40,5 grader bliver mennesket bevidsthedssløret og delirøse.

Legemstemperaturen ændres i løbet af dagen og er forskellig i de forskellige kropsdele. Den er 0,6 grad lavere om morgenen end resten af dagen. I løbet af dagen stiger den som følge af den fysiske aktivitet. Under hård fysisk aktivitet kan der være 2-3 graders forskel på forskellige kropsdele.

Mekanismerne, som regulerer legemstemperaturen, er ikke altid tilstrækkelige. De er dårligt udviklede ved fødslen, hvor den nyfødtes temperatur falder 2,2 grader inden for de første tre levetimer, og barnet må derfor holdes varmt. Spædbørn har oftere højere legemstemperatur end voksne. Først ved 14-års alderen hos piger og ved 18-års alderen hos drenge er temperaturen som hos voksne. Hos ældre er temperaturreguleringen mindre effektiv, hvilket kan føre til nedkøling af legemet, med langsommere mentale funktioner til følge.

Ovennævnte er et par af de mange meget komplicerede funktioner, som kroppens fysiske bevidsthed kan bearbejde uden at vor dagsbevidsthed, vore tanker, er vidende om det.

Kroppen er opbygget på et skelet, af muskler, lymfesystem, hud og hår samt nogle primære systemer. De primære systemer er sammensat af organer. Organerne har særlige funktioner. F.eks. opretholder nyrerne den rette salt- og væskebalance og udskiller affaldsstoffer fra blodet. Lungerne optager ilt og udskiller kuldioxid. Hjerte pumper blodet rundt i årerne. Organerne består af specialiserede væv, der findes fire grundlæggende vævsformer: epitelvæv, bindevæv, muskelvæv og nervevæv. Et væv er en samling specialiserede celler og deres omgivende substans. De arbejder sammen for at udføre særlige funktioner som fordøjelse, bevægelse eller hormonproduktion. En celle er organismens funktionelle enhed, der indeholder det arvelige materiale med de genetiske koder for organismens livsvigtige proteinstoffer. Cellerne er specialiserede til forskellige opgaver - til at danne eller reagere på forskellige kemiske stoffer. De består af en ydre membran, som omgiver cytoplasmaet med organceller og cellekerne. Cellemembranen er opbygget af fedtstoffer og en del proteinstoffer.

Skematisk ser det således ud:

Af primære systemer er der nervesystemet, sansesystemet, åndedrætssystemet, hjerte-karsystemet, fordøjelsessystemet, urinsystemet og forplantningssystemet. Ved primære systemer forstås, at disse systemer hver for sig er uundværlige for opretholdelsen af menneskets liv.

I skematisk form ser det således ud, idet vi har opbygningen fra atom til system i kolonnerne og systemerne ned i figuren på linierne.

Fig 3.1

Denne figur viser den totale model for menneskets fysiske manifestation, smuk, enkel og overskuelig.

Hvis vi studerer den første kolonne: atom, så ved vi at kroppen består af:

62% ilt

10% brint

21% kulstof

3% kvælstof

og 4% mineraler:

calcium, fosfor, svovl, kalium,

natrium, klor, magnesium, jern, zink

og sporstoffer:

silicium, jod, bly, selen,

kobber og kviksølv.

Modellen giver f.eks. et overblik over på hvilket niveau de forskellige helbredere sætter ind ved eventuel sygdom. Mineralogerne sætter ind allerede ved anden og tredje kolonne. Diætisterne ved tredje, fjerde og femte kolonne. Medicinerne ved femte, sjette og syvende kolonne. Kirurgerne ved sjette, syvende kolonne og de dele, som ligger udenfor modellen skelet, muskler, hud osv. og kiropraktorerne udelukkende i skelet og muskler.

Det er givet, at det er mest hensigtsmæssigt at gribe ind, eventuelt med forebyggende behandling, på et så lavt niveau som muligt.

En krop, som består af et skelet med muskler, lymfe, hud og hår og de syv primære systemer, er dannet af fast stof i de grovere tilstandsformer.

Hvis vi ser på modellen for hele materiens manifestation fig. 3.2, består kroppen af stof fra de felter, som er indrammet.

Fig 3.2

Men det fuldstændige menneske består af stof fra alle stoftyper og i alle tilstandsformer, så man kan hurtigt se, at det bliver et meget mangelfuldt billede af et menneske og dets eventuelle problemer og måske sygdom, man får, ved kun at betragte den fysiske del. Desværre synes det som om, at det er alt, hvad lægerne og den moderne videnskab gør. Der bliver ofret store penge på forskning i dette lille aspekt af mennesket, og langt de fleste og største problemer stammer fra blokeringer i vore legemer i de finere stoftyper.