| Foredrag af C. W. Leadbeater Udgivet i 1904. |
 |
Gå til:
DEL 1.
Når vi skal tale om vegetarisme og okkultisme, er det måske bedst at begynde med at definere udtrykkene. Vi ved alle, hvad der menes med vegetarisme; og skønt der er forskellige slags, kan vi nøjes med meget kort at berøre det spørgsmål.
Vegetar er én, som afholder sig fra at spise kød. Der er nogle, som ikke spiser sådanne dyriske produkter, som fås ved at forstyrre dyrets liv, som f.eks. mælk, smør, ost og æg, de kaldes veganere; andre, som indskrænker sig til kun at spise visse arter af vegetariske produkter som frugt og nødder, de kaldes frugtarer; atter andre, som kun spiser mad, som kan spises ukogt, råkostspisere, og endelig er der dem, som ikke vil tage nogen føde, der vokser under jorden som kartofler, gulerødder osv. Vi behøver ikke at interessere os for disse inddelinger, men blot definere vegetaren som en, der afholder sig fra al slags føde, som fås ved slagtning af dyr - naturligvis fugle og fisk indbefattet.
Hvorledes skal vi definere okkultisme? Ordet stammer fra det latinske ord occultus, som betyder skjult, og betegner studiet af naturens skjulte love. Da alle de store naturlove i virkeligheden arbejder mere i den usynlige end i den synlige verden, indebærer okkultismen antagelsen af et langt videre syn på naturen end det almindeligt antagne. Okkultisten er derfor et menneske, som studerer alle de naturlove, der ligger indenfor hans rækkevidde, og som et resultat af sit studium identificerer han sig med disse love og vier sit liv i evolutionens tjeneste.
Hvorledes betragter så okkultisten vegetarismen? Han betragter den meget gunstigt og det af mange grunde, som jeg skal fortælle om. Disse grunde deles i to grupper - 1: de almindelige og så at sige fysiske og 2: de okkulte eller skjulte.
Allerede her på det fysiske plan finder vi grunde, som taler til gunst for vegetarismen, og som er åbenbare for enhver, der vil gøre sig den ulejlighed at studere emnet. Og disse grunde vil endog have større vægt for okkultisten end for folk i almindelighed. Men hertil kommer yderligere for okkultisten den omstændighed, at han kender andre grunde, som han har lært at kende gennem studiet af netop disse skjulte love, som majoriteten af menneskeheden har så liden forståelse for. Vi må derfor dele vor behandling af disse grunde i to dele, idet vi først tager de almindelige og fysiske. Selv disse almindelige grunde kan deles i to grupper - 1: den ene omfatter dem, som er absolut fysiske og så at sige selviske og 2: den anden er dem, som udgår fra en moralsk og uselvisk betragtning.
Lad os da først tage de grunde, som blot angår mennesket selv og er af rent fysisk natur. For øjeblikket vil vi se bort fra virkningen på andre, som er uendelig meget vigtigere, og blot tænke på resultaterne for mennesket selv. Det er nødvendigt at gøre dette, fordi én af de indvendinger, som hyppigst anføres mod vegetarismen er, at den vistnok er en skøn teori, men ganske uigennemførlig i det daglige liv, idet det antages. at man ikke kan leve uden at fortære det døde kød. Denne indvending er ganske ufornuftig og har sin grund i uvidenhed og forvrængelse af fakta. Jeg er selv et eksempel på dens falskhed; thi jeg har levet uden at besmittes med kød - med fisk, fugl eller æg - i de sidste 27 år, og jeg levet endnu og har i hele denne tid været ved udmærket helbred. Helle ikke er dette noget særegent for mit vedkommende; thi jeg kender flere tusinde andre, som har gjort det samme. Jeg kender enkelte yngre, som har været så heldige, at være ubesmittede af denne smudsige kødnæring hele deres liv; og de er tydeligt mere fri for sygdom end de, som har spist kød. Der er mange grunde, som taler for vegetarisme fra det rent selviske synspunkt - og jeg nævner dette først, fordi jeg ved, at den selviske betragtning vil appellere stærkest til størstedelen af menneskene.
Jag antager, at vi alle med hensyn til føde ligesåvel som med alting ellers ønsker det bedste, vi kan få. Vi burde ønske at bringe vort liv og derfor vor daglige føde som en ikke uvigtig del af vort liv i harmoni med det højeste, vi ved. Vi burde være glade ved at tage, hvad der virkelig er bedst; og hvis vi endnu ikke ved nok til at sætte pris på, hvad der er bedst, så skulle vi være glade ved at lære det. Hvis vi tænker over det, skal vi se, at dette er tilfældet i andre retninger som f.eks. musik, kunst eller litteratur.
Vi har lært fra barndommen af, at hvis vi ønsker vor musikalske smag udviklet i de bedste retninger. må vi blot vælge den bedste musik, og om vi ikke kan lide den eller ikke forstår den straks, må vi tålmodigt vente og lytte, indtil til sidst noget af dens skønhed har sneget sig ind i vor sjæl, og vi har lært at forstå det, som fra først af ikke vækkede noget svar i vore hjerter.
Hvis vi ønsker at forstå det bedste i kunsten, må vi ikke fylde vore øjne med avisernes sensationsbille- der, eller de såkaldte "komiske billeder", men vi må stadig se og lære, indtil mysterierne ved en anerkendt kunstners arbejder begynder at udfolde sig for vor tålmodige betragtning og den store fylde ved god kunst kommer indenfor vor forståelsesevne.
Således også i litteraturen. Det har været manges sørgelige erfaring, at meget af det bedste og kønneste er gået tabt for dem, hvis åndelige føde udelukkende består af sensationelle aviser eller billige noveller eller af det indholdsløse skum, som kastes op på litteraturens overflade, novelletter, hefter og brudstykker af en art, som hverken belærer den uvidende eller styrker den svage eller udvikler den umodne. Hvis vi ønsker at udvikle vore børns ånd, overlader vi dem heller ikke helt til deres egen ukultiverede smag i alle disse ting, men vi søger at hjælpe dem til at træne deres smag enten det er i kunst, i musik eller i litteratur.
Derfor må vi søge at finde det bedste af fysisk føde ligesåvel som med hensyn til den åndelige, og vi vil bestemt ikke finde det bedste ved det blinde instinkt, men ved at lære at tænke og ræsonnere os frem fra et højere synspunkt. Der kan være dem i verden, som ikke har noget ønske efter det bedste, som ønsker at blive på et lavere trin, og som bevidst og forsætlig bygger i sit legeme med det, som er groft og nedværdigende; men der er sikkert også temmelig mange, som ønsker at hæve sig over dette; mange, som med glæde og lyst ville tage det bedste, når de blot vidste, hvad det var, eller når deres opmærksomhed blev henledt på det. Der er mænd og kvinder med den højeste moral, som dog er opdraget til at ernære sig som hyæner og ulve og har lært, at det er nødvendigt, at deres mad består af lig af slagtede dyr. Der behøves kun lidt omtanke for at vise os, at noget så afskyeligt ikke kan være det højeste og reneste, og at hvis vi ønsker at hæve os i naturen, hvis vi ønsker, at vore legemer skal være rene, da må vi opgive denne afskyelige vane, som det er, at spise kødet af døde dyr. Lad os nu se på, hvorfor vegetarisk føde er langt renere og bedre end nogen anden.
Hvorfor er den vegetariske føde bedst?
For det første fordi en given mængde planteføde indeholder mere næring end en lignende mængde kød. Vi ved meget godt, at dette lyder overraskende og som en utrolig påstand for mange, fordi de er opdraget til at tro, at de ikke kan eksistere, medmindre de besudler sig i kød, og denne vildfarelse er så vidt udbredt, at det er maget vanskeligt at rokke nogen fra den. Det må klart forstås, at dette ikke er et spørgsmål, som har noget med ens vaner eller med sentimentalitet eller fordom at gøre; det er simpelthen et spørgsmål om faktum, og med hensyn hertil er eller har der aldrig været den mindste tvivl. Vi ved, at føden nødvendigvis må omfatte fire slags byggesten, der alle er vigtige for at opbygge og vedligeholde legemet - 1: protein, 2: kulhydrater, 3: fedt, 4: vitaminer og mineraler. Dette er den almindelige mening blandt fysiologer, skønt nogle nyere undersøgelser går i retning af at modificere den i nogen grad.
Der er imidlertid ingen tvivl om, at ethvert af disse stoffer findes i større udstrækning i vegetarisk føde end i dødt kød. Mælk, fløde, ost, nødder, ærter og bønner indeholder således en stor procent protein. Hvede, havre, ris og andre kornsorter, frugter og de fleste andre grønsager, undtagen måske ærter, bønner og linser, består hovedsageligt af kulhydrater, det vil sige af stivelse og sukker. Fedt findes i næsten alle stoffer, som indeholder protein, og kan også muligvis tages i form af smør og olie. Vitaminer og mineraler findes i praktisk taget alt føde i større eller mindre udstrækning, disse er af den største betydning for vedligeholdelsen af legemets væv, og mangel på disse er årsagen til mange sygdomme.
Det bliver altid hævdet, at kød indeholder enkelte af disse dele i større udstrækning end vegetabilsk føde, og enkelte sammenligninger er opstillede for at bevise dette; men jeg gentager, at dette er et spørgsmål om fakta og må betragtes som sådant. De eneste energikilder i dødt kød er protein og fest, og da fedtet i kød ikke har mere værdi end andet fedt, er det kun proteinet. man behøver at tage i betragtning. Nu skal man så vide, at protein kommer kun ét sted fra, nemlig fra planter og ikke andre steder. Nødder, ærter, bønner og linser er langt rigere end noget kød på protein, og disse næringsmidler har den uhyre fordel, at proteinet i dem er ren og indeholder al den energi, som oprindeligt er samlet op i dem under deres opbygning. De proteiner, som dyret i sit liv har absorberet fra planteriget, nærmer sig hos dette mere og mere sin opløsning, og under denne nedbrydning løsgøres den energi, som oprindeligt var samlet i dem. Følgelig kan , hvad der allerede har været brugt af et dyr, ikke nyttiggøres af nogen anden. Proteinernes nytte er i nogle af de ovennævnte sammenligninger beregnet efter det kvælstof, som indeholdes deri, men i kød er der mange produkter af stofskiftet såsom urinstof, urinsyre og creatin, som alle indeholder kvælstof og derfor er værdsat som protein, uagtet de ingen som helst næringsværdi har.
Men det onde, som følger med kødnæringen, er ikke indskrænket hertil; thi med stofskiftet følger nødvendigvis dannelsen af forskellige gifte, som altid findes i al slags kød, og i mange tilfælde er disse giftes ondartethed meget stor. Man ser således, at om man får nogen næring ved at spise kød, så kommer det deraf, at dyret, imens det har levet, har spist planteføde. Men man får på denne måde så megen mindre næring, fordi dyret allerede har brugt en stor del af energien, og man får foruden næringsmidlerne i sig forskellige stoffer, som ikke er ønskelige. Ja, endog enkelte stærke gifte, som naturligvis afgjort er ødelæggende. Jeg ved ganske vist, at der er læger, som anbefaler den modbydelige kødspisning, for at man skal styrke sig.
Men læger er aldeles ikke enige på dette område. Dr. Milner Fothergill skriver: "Al den blodsudgydelse, som er forårsaget ved Napoleons krige, er for intet at regne sammenlignet med livstabet blandt de myriader af mennesker, som er gået i deres grave på grund af en fejlagtig tro på den formodede værdi af bouillon." Lad mig fortælle andre lægers meninger, mænd, hvis navne er velkendte i den medicinske verden, så at man kan se, at der er rigelig autoritet for alt, hvad jeg har skrevet. Sir Henry Thompson har skrevet: "Det er en almindelig vildfarelse at anse kød i en hvilken som helst form, som nødvendigt for livet. Alt, som er nødvendigt for det menneskelige legeme, kan erholdes fra planteriget. Vegetaren kan uddrage af sin føde alle de stoffer, som er nødvendige til legemets vækst og opretholdelse samt til produktion af kraft og varme. Det må medgives som et faktum, hævet over enhver tvivl, at enkelte, som lever vegetarisk, er stærkere og sundere end andre. Jeg ved, at meget af den almindelige kødspisning ikke blot er en ødelæggende ekstravagance, men en kilde til alvorlige onder for dem, som nyder den." Her har vi en fuldstændig bestemt videnskabelig påstand af en velkendt læge. Og her er, hvad et medlem af det kongelige videnskabsselskab, Sir Benjamin Ward Richardson, skriver: "Det må ærligt medgives, at vægt for vægt af vegetabilsk stof, når det vælges omhyggeligt, besidder de mest afgjorte fordele frem for føde af døde dyr med hensyn til næringsværdi. Jeg ville ønske, at plantekost og frugt blev almindeligt, og jeg tror, den vil blive det". Den kendte læge Lord Playfair har sagt ganske tydeligt: "Dyrisk kød er ikke af væsentlig betydning for mennesket" og Dr. F. J. Sykes har sagt: "Hverken kemien eller biologien er imod vegetarismen. Kød er ikke nødvendigt for at skaffe de proteiner, som fordres for at erstatte vævene, derfor er en velvalgt føde fra planteriget fuldkommen rigtig fra et kemisk synspunkt til menneskets ernæring."
Her har man tydelige udtalelser fra kendte mænd, som grundigt har studeret næringsmidlernes kemi. Det er umuligt at nægte, at man kan eksistere uden at spise kød, og at der er mere næring i en tilsvarende mængde vegetarisk føde end i dødt kød. Der kunne gives mange andre vidnesbyrd, men de nævnte må være tilstrækkelige.
Min anden grund er, at mange alvorlige sygdomme kommer af den afskyelige vane at fortære døde legemer. Her kunne jeg igen give en lang liste af vidnesbyrd, men jeg vil kun nævne nogle få. Dr. Josiah Oldfield skriver: "Kød er en unaturlig føde og har derfor tendens til at fremkalde funktionsforstyrrelser. Således som det benyttes af moderne civiliserede mennesker, er det i høj grad smittebærer for så frygtelige sygdomme som kræft, tæring, feber, indvoldsorm ect. Man behøver ikke at undre sig over, at én af de stærkeste grunde til sygdomme, som bortriver 99 af 100, som fødes." Sir Edward Saunders fortæller os: "Ethvert forsøg på at lære menneskeslægten, at kød og øl ikke er nødvendige for sundhed og kraft, må anses for at være godt og vil bidrage til trivsel og lykke, og efterhånden som dette finder sted, tror jeg, at vi skal høre mindre om gigt, podagra, Brights syge, lunge- og nyresygdomme for det første og mindre om brutalitet, mishandling af hustru og mord for det andet. Jeg tror, at tendensen går i retning af den vegetariske kost, at den vil blive anset som skikket og passende, og at den tid ikke er langt borte, da tanken om dyrisk føde vil anses for modbydelig for civiliserede mennesker."
I sin indberetning til geheimerådet i England finder vi, at professor Gamgee erklærer, at "en femtedel af alt det kød, som fortæres, kommer fra dyr, der er dræbt i en tilstand af ondartet sygdom." Prof. Dr. J. H. Kellogg skriver: "Der er interessant, at lægge mærke til, at videnskabsfolk over hele verden bliver opmærksomme på det faktum, at dyrekød som næring ikke er ren næring, men blandet med giftige substanser af lignende beskaffenhed som ekskrementerne, der er de naturlige resultater af dyrelivet. Planteføde samler energi op. Det er fra planteriget - kul og træ - at den energi kommer, som driver vore dampmaskiner, vore jernbanen, vore dampskibe og udfører civilisationsarbejdet. Det er fra planteriget, at alle dyr, direkte eller indirekte, henter den energi, der giver sig tilkende i dyrelivet som muskelarbejde og sjælelig virksomhed. Planterne bygger op, dyrene river med. Planterne opbygger energi; dyr forbruger energi. De arbejdende væv hos dyrene sættes i stand til at fortsætte dets virksomhed alene ved det faktum, at de stadig vaskes rene af blodet, en uophørlig strøm, der flyder gennem og omkring dem, og som bringer de giftige produkter, som er resultatet af dets arbejde, bort lige så hurtigt som de dannes. Det venøse blod har sin karakter fra disse gifte, som fjernes ved hjælp af nyrer, lunger, huden og indvoldene. Kødet af et dødt dyr indeholder et stort kvantum af disse gifte, hvis udskillelse ophører i dødsøjeblikket, skønt deres dannelse fortsætter i nogen tid efter døden. En fremragende fransk læge har sagt, at bouillon er en virkelig giftopløsning. Intelligente læger begynder overalt at erkende disse fakta og gøre praktisk anvendelse af dem."
Her vil man atter se, at der ikke råder mangel på autoritative videnskabelige udtalelser. Det burde erindres, at dødt kød aldrig kan være sundt, fordi forrådnelsen begynder i det øjeblik, da dyret dræbes. Alle slags produkter dannes under denne tilbagegangsproces, og de er alle unyttige, mange af dem er endog farlige og giftige. I de gamle hinduskrifter finder vi et mærkværdigt sted, hvor der hentydes til det faktum, at selv i Indien havde nogle af de lavere kaster i den tidlige periode begyndt at ernære sig af kød. Det siges, at i gamle dage eksisterede der blot 3 sygdomme, hvoraf én var alderdom; men siden folk var begyndt at spise kød, var der opstået 78 sygdomme. Dette viser os, at ideen om at sygdomme kan opstå af at spise kød har været erkendt i tusinder af år.
Den tredje grund, jeg vil anføre, er, at mennesket af naturen ikke er bestemt til at spise kød, og at derfor denne modbydelige føde ikke egner sig til det. Lad mig her igen give nogle citater for at vise hvilke autoriteter, der mener det samme i denne sag. Baron Cuvier skriver: "At dømme efter menneskets legemsbygning består menneskets naturlige føde af frugt, nødder og grønsager" og professor Ray siger: "Mennesket har helt sikkert aldrig været bestemt til at være kødædende." Professor Wm. Lawrence skriver: "Menneskets tænder har ikke den mindste lighed med de kødædende dyrs, om hvis vi betragter tænderne, kæberne og fordøjelsesorganerne, ligner den menneskelige bygning nøjagtigt de frugtspisende dyrs.
Endvidere skriver Dr. Spencer Thomsen: "Ingen filantrop ville benægte, at mennesket bør leve vegetarisk", og Dr. Sulvester Graham skriver: "Sammenlignende anatomi beviser, at mennesket af naturen er et frugtspisende dyr, skabt til at leve af frugter, korn og stivelseholdige grønsager."
Det formålstjenlige i at spise vegetarisk vil naturligvis ikke behøve noget bevis for de, som tror på skriftens inspiration; thi vi kan læse i Bibelen, at Gud sagde til Adam, medens han var i Edens Have: "Jeg giver eder alle urter på hele jorden, som bærer frø, og ethvert træ, som bærer frugt med kerne; de skal være eder til føde." Det var først efter menneskets fald, da døden kom ind i verden, at en mere degenereret føde, kom med den.
For det fjerde bliver man stærkere og fysisk bedre af vegetarisk føde. Jeg ved meget godt, at folk siger: "Du vil blive så svag, hvis du ikke spiser kød." Det er en kendsgerning, at dette er absolut usandt. Jeg ved ikke, om der kan være folk, som føler sig svagere på vegetarisk kost; men jeg ved, at i mange væddeløb har vegetarer gentagne gange bevist, at de er de stærkeste og mest udholdende - som f.eks. i et nyligt afholdt cykelløb i Tyskland, hvor alle de, som tog de højeste præmier, var vegetarer. Der har været mange sådanne prøver, og de viser, at når alt i øvrigt er lige, vil et menneske, som bruger ren føde, nå længst. Vi må bøje os for fakta, og i dette tilfælde stiller kendsgerningerne sig udelukkende på den ene side, mens der på den anden side kun står tåbelige fordomme og modbydelig lyst.
Grunden er ganske nylig klart fremstillet af dr. J. D. Graig, som skriver: "Kødædere, især hvis de lever mest i åben luft, praler ofte af deres legemsstyrke; men der er det men ved det, at de har ikke vegetarernes udholdenhed. Grunden hertil er, at kød allerede er på vej til forrådnelse, inden det bliver spist, og som følge deraf er dets tilstedeværelse i vævene af kort varighed. Dem impuls, som det har modtaget i det dyrs legeme, hvorfra det er taget, er forstærket ved en ny impuls i det nye legeme; af disse grunde er den energi, som det indeholder, snart forbrugt, og der melder sig presserende krav efter mere. Kødspiseren kan således udrette meget arbejde i kort tid, hvis han næres vel. Han bliver imidlertid snart sulten, og så bliver han svag. På den anden side fordøjes planteføde langsomt; de indeholder alt det oprindelige energiforråd og ikke så mange gifte; deres opløsning foregår langsommere end kødets, idet den først begynder, når den bliver spist; dens kraft frigøres derfor også langsommere og med mindre tab, og den person, som næres af den, kan arbejde længe og uden ubehagelighed, hvis det er nødvendigt.
De mennesker i Europa, som afholder sig fra at spise kød, tilhører de bedste og intelligenteste klasser, og at man kan være udholdende som vegetar, er fuldstændigt bevist af dem. I Tyskland og England har der været afholdt mange væddeløb mellem kødspisere og vegetarer, hvor udholdenheden har været prøvet med det resultat, at vegetarerne altid er gået af med sejren.
Vi skal finde, hvis vi undersøger sagen, at dette forhold har været kendt i lange tider. Thi selv i oldtidens historie finder vi spor deraf. Det vil erindres, at af alle stammer i Grækenland var spartanerne de stærkeste og mest udholdende; og deres vegetariske kost var overordentlig simpel. Husk desuden de græske atleter, som forberedte sig med stor omhu, når de skulle deltage i de olympiske lege. Hvis man læser klassikerne, vil man se, at disse mænd, som i legemsøvelser overgik hele den øvrige verden, levede af figner, nødder, ost og majs. Desuden har vi de romerske gladiatorer, folk, hvis liv og rygte afhang af deres styrke, her finder vi, at deres kost udelukkende bestod af bygbrød og olie; de vidste godt, at dette var den mest styrkende føde.
Alle disse eksempler viser os, at den almindelige vildfarelse, at man må spise kød for at være stærk, ikke har nogen grund i virkeligheden. Akkurat det modsatte er tilfældet. Darvin bemærkede i et af sine breve: "De mest udmærkede arbejdere, jeg nogensinde har set, grubearbejderne i Chili, lever udelukkende vegetarisk, heriblandt af bælgfrugter." Sir Francis Head skriver: "Det er almindeligt blandt arbejderne i kobbergruberne i Centralasien at bære byrder på 200 engelske punds vægt 80 lodrette alen i højden 12 gange om dagen, og deres føde er helt igennem vegetarisk; til frokost figner og brød, til middag kogte bønner og til aften stegt hvede."
Jeg kan selv bevidne, hvilken uhyre styrke tamilbærerne i Sydindien udviser; thi jeg har ofte set dem bære byrder, som forbavsede mig. Jeg erindre et tilfælde, da jeg stod på skibsdækket og iagttog en af disse bærere, som tog en uhyre kasse på ryggen og gik langsomt men sikkert nedad en planke til stranden med den og satte den ind i et skur. Kaptajnen, som stod ved siden af mig, bemærkede: "Der behøvedes 4 engelske arbejdere for at få denne kasse ombord i London." Disse folk er fuldstændigt vegetarer, thi de lever hovedsageligt af ris og vand og måske en gang imellem lidt tamarind.
Angående dette emne skriver dr. Alex Haig: "Virkningen af, at jeg er blevet fri for urinsyrer, har været, at mine legemlige kræfter er blevet ligeså store, som de var for femten år siden. Jeg tvivler endog på, at jeg for femten år siden kunne have foretaget de øvelser, som jeg nu kan foretage, aldeles ustraffet - uden at træthed og smerte indfinder sig og uden stivhed næste dag. Jeg siger virkeligt ofte, at det er umuligt, at gøre mig træt, og relativt talt tror jeg, at dette er sandt." Denne fremragende læge blev vegetar, fordi han under sit studium af de sygdomme, som er forårsaget ved nærværelse af urinsyre i systemet, opdagede, at spisning af kød er hovedkilde til denne dødelige gift. Et andet meget interessant punkt, han nævner, er, at hans madforandring medførte en tydelig karakterforandring - således at mens han før stadig var nervøs og irritabel, blev han nu roligere og mindre heftig; han er fuldstændig overbevist at dette skyldes hans overgang til vegetarisk føde.
Hvis vi ønsker yderligere beviser, vil vi let kunne finde dem i dyreriget. Vi vil bemærke, at de kødædende dyr ikke er de stærkeste, men at alt arbejde i verden udføres af de græsædende - hesten, mulæslet, oksen, elefanten og kamelen. Vi finder, at menneskene ikke kan nyttiggøre løven eller tigeren, og at styrken hos disse vilde kødædere ikke er tilnærmelsesvis så stor som hos dem, som tager sin føde fra planteriget.
For det femte medfører kødernæringen tilbøjelighed til druk og bevirker, at den dyriske lidenskab hos mennesket tiltager.
Hr. H. B. Fowler, som har studeret og forelæst over alkoholisme i 40 år, erklærer, at spisning af kød ved den ophidselse at dette udøver på nervesystemet, bevirker, at man lettere end ellers vænner sig til umådelighed i alt, og jo mere kød man spiser, desto alvorligere er faren for alkoholisme. Mange erfarne læger har gjort lignende eksperimenter og klogeligt benyttet dem ved behandling af drankere. Den lavere del af den menneskelige natur forstærkes utvivlsomt ved den vane at ernære sig af dødt kød. Selv efter et rigeligt måltid af et sådant afskyeligt stof, føler man sig ikke tilfredsstillet, thi man er sig endnu bevidst en ubehagelig, ubestemt følelse af savn, og følgelig lider man i høj grad af nervøs spænding. Dette savn er simpelthen sult i de legemlige væv, som ikke kan blive fornyet af det dårlige stof, som er givet det som føde. For nu at tilfredsstille dette ubestemte savn, eller måske for at berolige de urolige nerver, tager man ofte sin tilflugt til stimulanser. Undertiden tager man tilflugt til alkohol, undertiden forsøger man at dæmpe de urolige følelser med kaffe, og til tider bruges stærk tobak. Her har vi begyndelsen til drikfældighed, thi de fleste tilfælde af drikfældighed er begyndt med at forsøge på ved hjælp af stimulanser at dæmpe den vage, utilfredsstillede følelse af sagn, som følger med at spise udarmet føde - føde, som ikke giver næring. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at drukkenskab og fattigdom, elendighed, sygdom og forbrydelse meget hyppigt kan føres tilbage til vildfarelser i ernæringen. Vi kunne forfølge denne tanke meget langt. Vi kunne nævne hundrede vel kendte symptomer på dårlig fordøjelse og påvise, at dårlig fordøjelse altid er resultatet af ukorrekt ernæring. Der er vistnok sagt nok for at vise, hvilken vidtrækkende indflydelse er ren diæt har på individets og slægtens velfærd.
For det sjette er vegetarisk føde både billigere og bedre end kød. Hr. Bramvell Booth, chef for frelserarmeens sociale arbejde, nævner som en af de grunde, hvorfor han anbefaler vegetarisk mad, er at en føde, som består af hvede, rug, majs og andre kornsorter, linser, bønner, nødder og lignende føde er mere end ti gange så økonomisk som kødmad. Vegetarisk mad vil, selv om vi medtager ost, smør og mælk, kun koste en fjerdedel af, hvad en føde, som også indeholder kød, vil koste. Titusinder af de fattigste, som har den største vanskelighed med at skaffe det nødvendigste, når de skal spise kød, ville have rigeligt nok, hvis de benyttede frugt, grønsager og andre økonomiske levnedsmidler.
Der er også en økonomisk side ved dette spørgsmål, som ikke må overses. Bemærk, hvor mange flere mennesker, der kunne leve af et bestemt stykke jord, når der dyrkes hvede, end når det benyttes til græsgange. Bemærk også, hvor mange flere mennesker der ville få sundt arbejde på landet i første tilfælde end i sidste. Jeg antager, at I kan indse, at der også kunne siges temmelig meget om dette synspunkt.
Hidtil har vi talt om, hvad man kunne kalde de fysiske og selviske betragtninger, som skulle bevirke, at et menneske ophørte med at spise kød og for sin egen skyld begyndte med at spise vegetarisk. Lad os nu i nogle øjeblikke tænke på de moralske og uselviske betragtninger, som står i forbindelse med ens pligt over for andre.
Den første af disse - og dette forekommer mig at være den frygteligste - er den forfærdelige synd uden nødvendighed at myrde dyrene. I, som lever her i Chicago kender vel til, hvorledes denne gyselige slagtning uophørligt forekommer i vores midte. Hvorledes I føder størsteparten af verden ved masseslagtning, og hvorledes uhyre summer af penge, som er nedlagt i disse afskyelige forretninger, er stænkede med blod, hver eneste mønt. Jeg har ganske klart vist jer, at alt dette er aldeles unødvendigt. Ødelæggelse af liv er altid en forbrydelse. Der kan være enkelte tilfælde, hvor det er det mindste af to onder; men her er det unødvendigt og uden skygge af berettigelse; thi det sker blot af selvisk, hensynsløs begærlighed hos dem, som tjener penge ved dyrenes lidelser for at tilfredsstille den forkerte smag hos folk, som er depraverede nok til at ønske en sådan modbydelig næring. Husk, at ikke blot de, som udfører det smudsige arbejde, men også de, som nærer sig af det døde kød og dermed opmuntrer de første i deres forbrydelse, skal stå til ansvar en dag for dette frygtelige forhold. Enhver, der tager del i denne urene næring, har sin andel i forbrydelsen og lidelsen, hvorved den er fremkommet. Det er universelt erkendt, at det, man gør gennem andre, gør man selv. Mange siger: "Men det ville ikke gøre hverken fra eller til i al denne elendighed, om jeg ophørte med at spise kød.." Dette er usandt og falsk. Fo det første ville det gøre en forskel; thi selv om man måske kun bruger et eller to pund kød hver dag, så ville det i tidens løb gå op i vægten af et dyr. Dernæst er det for det andet ikke et spørgsmål om mængden, men om delagtigheden i en forbrydelse; og hvis man er delagtig i forbrydelsens resultater, bidrager man utvivlsomt til at gøre den lønnende, og således har man direkte del i ansvaret. Intet ærligt menneske kan undgå at indse, at sådan forholder det sig. Men når menneskets lavere lyster kommer med i spillet, er man i almindelighed uærlig i sine synsmåder og undgår at se klare fakta. Der kan visselig ikke være nogen tvivl om den påstand, at denne skrækkelige slagtning i virkeligheden er en frygtelig forbrydelse.
Et andet vigtigt punkt, som bør erindres, er, at den mest rædselsfulde grusomhed er forbunden såvel med transporten af de ulykkelige dyr til lands og til vands som med selve slagtningen. De der søger at retfærdiggøre disse afskyelige forbrydelser, vil fortælle, at man bestræber sig for at myrde dyrene så hurtigt og så smertefrit som muligt. Men man behøver kun at læse om, hvorledes alt går for sig, for at se, at disse bestræbelser i mange tilfælde ikke gennemføres, og at de mest forfærdelige lidelser bliver følgen.
Et tredje punkt, som man må tage med i betragtning, er det dårlige i at være årsag til, at andre mennesker nedværdiger sig og begår synd. Hvis man selv skulle bruge kniv eller økse og slagte dyret, før man kunne ernære sig af dets kød, ville man forstå arbejdets væmmelige natur og nægte at udføre det. Ville de fine damer, som spiser en blodig beafsteg, synes om at se sine sønner arbejde som slagtere? Hvis ikke, har de ikke ret til at lægge dette arbejde på andre kvinders sønner. Vi har ingen ret til at pålægge en medborger et arbejde, som vi selv nægter at udføre. Man vil måske indvende, at vi ikke tvinger nogen til at have et så afskyeligt levebrød; men dette er bare en udflugt, thi når vi spiser denne afskyelige føde, gør vi det nødvendigt, at nogen brutaliserer sig og nedværdiger sig under det menneskelige. Vi ved, at der er opståen en klasse mennesker på grund af menneskets ønske efter denne føde - en klasse mennesker, som har et overordentligt slet ry. Naturligvis kan de, som brutaliseres af et så urent arbejde som dette, også blive brutale i andre henseender. Man må visselig indrømme, at dette er et usigelig afskyeligt arbejde, og at de, som gør sig delagtig i en sådan frygtelig forretning, ved at hjælpe med til at opretholde den, bringer et andet menneske til at udføre et arbejde, som de under ingen omstændigheder selv ville udføre. Og det ikke engang af nødvendighed, men kun for at deres lyster og begær kan blive tilfredsstillet.
Dernæst må vi erindre, at vi alle håber på en tid, da der vil råde universel fred og kærlighed, en guldalder, hvor krig ikke længere vil eksistere, en tid, da mennesket vil være kommet så langt bort fra strid og vrede, at livsvilkårene i verden vil være yderst forskellige fra dem, som råder nu. Tror man ikke, at dyreriget også vil få sin andel af den gode tid, som kommer? At masseslagtningens frygtelige mare vil blive fjernet fra dem? De virkelig civiliserede nationer i verden lader ikke slagtningen florere. Men vi her i vesten er endnu en ung race, og der hefter endnu mange at ungdommens råheder ved os; ellers ville vi ikke tåle disse ting i dag.
Det er i hvert fald hævet over enhver tvivl, at fremtiden tilhører vegetarismen. Det synes ganske sikkert, at vi i fremtiden - og jeg håber, at det må blive en nær fremtid - vil komme til at se tilbage på denne tid med afsky og gru, Til trods for alle nutidens vidunderlige opdagelser, dens forunderlige maskiner og de enorme formuer, som den har frembragt, er jeg sikker på, at vore efterkommere vil se tilbage på vor tid som kun halvvejs civiliseret og i virkeligheden kun lidet hævet over vildmandens standpunkt. Og et af de argumenter, som de vil bruge for at bevise dette, vil sikkert være, at vi har tilladt blandt os denne unødvendige masseslagtning af uskyldige dyr, at vi har draget fordel deraf og tjent penge derpå, at vi har skabt en klasse væsener til at udføre dette smudsige arbejde for os, og at vi ikke skammede os over at profilere af resultatet af deres nedværdigelse.
Alt det hidtil omtalte har refererer til det fysiske plan. Lad mig nu fortælle noget om den okkulte side af sagen. Hidtil er jeg kommet med mange påstande - stærkt og bestemt håber jeg - men enhver af disse påstande kan man overveje og bedømme hver især. Man kan læse såvel kendte lægers og videnskabsfolks udsagn, man kan selv afgøre den økonomiske side af sagen. Man kan, hvis man ønsker det, blive overbevist om, at vegetarer lever udmærket af vegetarisk mad. Alt, hvad jeg hidtil har skrevet, kan man således selv kontrollere rigtigheden af. Men nu forlader jeg udsagnene om den almindelige ligefremme vurdering af sagen og går over til et plan, hvor man må stole på mine ord, idet jeg har evner til at studere disse skjulte kendsgerninger. Lad os nu vende os til den skjulte side af sagen - den okkulte.
I denne del vil jeg også have to slags grunde - de, som vedkommer os selv og vores egen udvikling, og de, som vedkommer hele evolutionen og vor pligt med hensyn til denne. Vi kan nemlig også her klassefisere udsagnene som selviske og uselviske, og endog i meget højere grad end før. Jeg har, håber jeg, gjort klart, at al argumentation taler til fordel for vegetarisme, og der findes absolut intet, der kan siges imod. Dette er endnu mere tilfældet, når vi betragter den okkulte side af sagen. Nogle har forsøgt at forsvare den påstand, at ernæringsspørgsmålet har meget liden betydning for det okkulte, men alle store skoler i okkultisme, både nye og gamle, har enstemmigt og tydeligt den overbevisning, at for alle virkelige okkulte fremskridt er absolut renhed nødvendigt på det fysiske plan som på det åndelige plan, og med hensyn til føden såvel som til udøvelsen.
I mine bøger og tidligere foredrag har jeg gjort fuldstændig rede for tilværelsen på de forskellige planer i naturen og den store usete verden rundt omkring os. Jeg har gjort rede for, at mennesket har flere legemer i forskellige typer stof, som kommunikerer med hverandre, således at mennesket kan modtage indtryk udefra og handle derefter. Kan disse legemer, som er finere end det fysiske på nogen måde påvirkes af den føde, vi spiser? Ganske visk kan de det. Thi menneskets fysiske legeme er nøje forbundet med det astrale og det mentale legeme - så nøje, at hver del i stor udstrækning er en genpart af den anden. Der er mange typer og grader af tæthed i det astrale legeme, og derfor kan et menneske have et astrallegeme, som er bygget af tætte og grove partikler, mens et andet menneske kan have et astrallegeme, som er meget mere fint og rent. Da astrallegemet er sæde for sindsstemninger, lidenskaber og følelser, følger deraf, at det menneske, hvis astrallegeme er af den grovere type, hovedsageligt vil være modtagelig for grovere lidenskaber og følelser, mens det menneske, som har et finere astrallegeme, vil finde, at dets partikler lettest vibrerer som svar på højere og renere følelser og intioner.
Derfor vil det menneske, som bygger groft og lidet ønskeligt materie ind i sit fysiske legeme, derved gøre sit astrallegeme groft og ubehageligt. Vi ved alle, at på det fysiske plan er virkningen af for megen nydelse af dødt kød, at man får et råt og grovt udseende. Dette betyder ikke, at det kun er det fysiske legeme, som kan virke frastødende; det betyder også, at de dele af mennesket, som er usynlige for vort almindelige syn, de astrale og mentale legemer, heller ikke virker tiltalende. Det ses straks af et udviklet clairvoyant øje. Det menneske, som har lært at se med de højere bevidstheder, ser øjeblikkelig virkningerne på de finere legemer af urenhederne i det fysiske legeme. Forskellen mellem de mennesker, som ernærer sig ved ren føde, og de mennesker, som fylder sig med modbydeligt og rådnende kød, ses klart. Lad os se på, hvorledes denne forskel vil influere på menneskets evolution.
Det er klart, at det er et menneskets pligt med hensyn til sig selv og sin skaber, at gøre sine legemer så fuldkomne som muligt, så de kan blive bedst mulige til brug for sjælen. Det første skridt er, at sjælen lærer at kontrollere sine legemer, så der ikke i dem fødes nogen følelse eller tanke, som ikke sjælen selv ville gøre sig. Alle legemerne skal være i den bedst mulige tilstand, alle skal være rene og fri urenheder; og det er klart, at dette aldrig kan nås, så længe man i sin krop optager urene og uheldige fødemidler. Det fysiske legeme kan ikke være så ren som muligt, hvis ikke føden er ren. Enhver, som går over til vegetarisk kost, vil lidt efter lidt begynde at mærke, at smagen og lugtesansen bliver skarpere, end den var, da ernæringen var kød, og at man nu er i stand til at skelne en fin smagsforskel mellem næringsmidler, som tidligere ansås som smagsløse, såsom ris og hvede. Det samme er i høj grad tilfældet med de finere legemer. Heller ikke deres sanser kan være klare, når uren og grov materie trænger ind i dem. Al sådan materie virker som en hæmning for dem, så det bliver langt mere vanskeligt for sjælen at bruge dem. Dette er et faktum, som altid har været et kendt af dem, som studerer okkultisme. I vil finde, at alle de, som i oldtiden indlod sig med mysterierne, altid var folk af den yderste renhed og naturligvis altid vegetarer.
Kødmad er altid fordærveligt for al åndelig udvikling, og de, som spiser det, lægger derved meget alvorlige og yderst unødvendige vanskeligheder i deres eget vel. Jeg er naturligvis fuldt opmærksom på, at der er andre hensyn, der er langt vigtigere end de, som angår det fysiske plan, og at hjertets og sjælens renhed har større betydning for et menneske end legemets. Der er dog ingen grund til, hvorfor man ikke skulle have begge dele. Der er sandelig vanskeligheder nok i vejen for selvkontrol og selvudvikling, uden at vi føjer endnu en og en betragtelig en til listen. Skønt det er sandt, at et rent hjerte vil være af større betydning for os end et rent fysisk legeme, kan det alligevel betyde en del at holde sit legeme rent, og ingen af os er så langt fremskreden på vejen til åndelighed, at vi har råd til at tilsidesætte den meget store fordel, som fysisk renhed giver os. I hvert fald gør kødspisning det fysiske legeme til et dårligere redskab og lægger vanskeligheder i vejen for sjælen ved at forstærke alle de lidt ønskede elementer og lidenskaber, som er i den fysiske verden.
Men denne virkning under menneskets fysiske liv er ikke det eneste, vi må tage i betragtning. Hvis man ved at tage modbydelig urenhed ind i det fysiske legeme bygger sig et groft og urent astral(følelses)legeme, må man huske, at det er i dette således ødelagte legeme, at man må tilbringe første del af sit liv efter døden. På grund af den grove materie vil alle slagt lidet ønskelige væsener drages til det, gøre det til deres hjem og finde et villigt svar for sine lavere lidenskaber. Ikke nok med, at ens dyriske lidenskaber lettere vækkes her på jorden, men man vil også lide alvorligt, når man skal arbejde sig ud af disse begær efter døden. Hvis vi her igen betragter spørgsmålet fra et egoistisk synspunkt, vil man således se, hvorledes de okkulte grunde fuldstændigt bekræfter de almindelige argumenter, hentede fra det fysiske plan, og når man anvender et clairvoyant syn på sagen, viser det sig i endnu højere grad, hvor yderst uheldigt det er at spise kød, idet det forstærker hos os meget af det, hvorfra det er mest nødvendigt at gøre sig fri. Denne vane er derfor fra fremskridtets synspunkt simpelthen noget, som bør aflægges med det samme og for bestandig.
Så er der en anden og langt vigtigere uselvisk side af spørgsmålet - menneskets pligt mod naturen. Alle religioner lærer os, at vi skal stille os på den side i verden, som Gud ønsker, på det godes side, til fremme af evolutionen, imod det onde, som hindrer den. Det menneske, som stiller sig på det godes side, forstår, hvilken synd det er at slå liv ihjel; thi man ved, at ligesom man selv er her i det fysiske legeme for at lære, hvad der er at lære på det fysiske plan, således har også dyret fået sit legeme af samme grund, nemlig for at det kan vinde erfaring på sit meget lavere plan. Man ved at det liv, som bor i dyret, er et guddommeligt liv, at alt liv i verden er guddommeligt; derfor er dyrene vore søskende, selv om de er vore yngre søskende, og vi har ikke nogen ret til at tage deres liv for at tilfredsstille vor forkerte smag; - ingen ret til at forårsage dem smerte og lidelse for at tilfredsstille vore nedværdigende og afskyelige lyster.
Vi har bragt det så vidt med jagt og masseslagtning, at alle vilde skabninger flygter ved synet af os. Ligner dette det universelle broderskab mellem Guds skabninger? Svarer dette til eders idé om den guldalder, der skal komme, - en tilstand, hvori alt levende flygter for menneskets åsyn på grund af dets morderiske instinkter? Der er en indflydelse, som virker tilbage på os fra alt dette - en virkning, som I vanskeligt kan forstå, medmindre I er i stand til at se, hvorledes det tager sig ud fra et højere plan. Alle disse skabninger, som så hjerteløst myrdes, har deres egne tanker og følelser overfor alt dette. De føler skræk, smerte og indignation; der gløder i dem en intens, men uudtrykt følelse af den frygtelige uretfærdighed i alt dette. Den hele atmosfære om os er fuld af disse følelser. To gange har jeg for nylig hørt af psykiske personer, at de har følt den frygtelige aura, der omgiver denne by, Chicago, i mange miles afstand fra den, og skønt vi alle ikke er sig det direkte bevidst og forstår det, kan man være ganske vis på, at man lider derved ubevidst, og at disse frygtelige vibrationer af rædsel, frygt og uretfærdighedsfølelse virker på alle og enhver, selv om man ikke ved det. Følelsen af ængstelse og dyb nedstemthed, som er så særdeles almindelig her, skriver sig for en stor del fra den grufulde indflydelse, der spreder sig ligesom en pestsky. Jeg ved ikke, hvor mange tusinde skabninger, der dræbes hver dag, men antallet er overmåde stort.
Man må huske, at hvert af disse dyr er et levende væsen - ikke en stadig reinkarnerende individualitet ligesom mennesket - men et væsen, som har sit eget liv også på det astrale plan, hvor det vedbliver at leve i lang tid efter døden. Man må huske, at de alle vedbliver at give udtryk for følelser som indignation og skræk, som den uretfærdige behandling har fremkaldt hos dem. Heraf kan man forstå den frygtelige atmosfære, som eksisterer rundt om slagterierne. Det er sådan, at en clairvoyant kan se disse uhyre skarer af dyresjæle, og kan se, hvor stærke følelserne af ængstelse og harme er, og at disse på mange måder virker tilbage på menneskene. De virker allerværst på dem, som har mindst evne til at modstå dem, og på børnene, som er mere fintfølende og sensitive end voksne. Chicago er derfor et frygteligt sted at opfostre og opdrage børn, et sted, hvor hele atmosfæren både fysisk og psykisk er ladet med rygende blod og alt, hvad dette medfører. Det er sådan, at den væmmelige stank, som udgår fra slagterierne i Chicago, og som lægger sig som en skæbnesvanger gift over byen, ikke er den værste følge, som udgår fra dette kristne helvede for dyr. Slagterierne er ikke blot et pesthul for børnenes legemer, men også for deres sjæl. Thi de giver børn beskæftigelse med dette afskyelige og grusomme arbejde og bringer hele deres tankeretning til at gå ud på at dræbe. Af og til findes der en, som er altfor følsom til at udholde synet og lyden af denne grufulde kamp mellem menneskets grusomme lyst og enhvers uafhændelige ret til sit eget liv. Jeg har hørt om en dreng, som af en præst var skaffet ansættelse i et slagtehus, vendte hjem hver dag bleg og syg og ude af stand til at spise og sove. Til sidst gik han til præsten, denne forkynder af den medlidende Kristi evangelium, og fortalte ham, at han var villig til at sulte, hvis det var nødvendigt, men han kunne ikke vade i blod en eneste dag mere. Rædslerne ved slagtningerne havde påvirket ham i den grad, at han ikke længere kunne sove. Jeg har også hørt om en ung kvinde, som udfører meget filantropisk arbejde i slagteriernes omgivelser. Hun fortæller, at hvad, der har gjort mest indtryk på hende med hensyn til børnene, var, at de ikke synes at have nogen lege, som ikke gik ud på at dræbe, at de ikke havde nogen tanke på dyrene undtagen den at slagte dem.
Dette er den opdragelse, som såkaldte kristne giver de børn, som vokser op ved slagterierne - en daglig opdragelse til mordere - og dog udtrykker de deres overraskelse over antaller og brutaliteten af mordene i dette distrikt; og dog fortsætter de med at fremsige bønner, synge salmer og lytte til prækenerne, som om ingen grov forudrettelse blev udøvet mod Guds skabninger i denne by med drab og forbrydelse. Den vane at spise kød har visselig frembragt en moralsk ligegyldighed hos menneskene. Kan man tro, at det er godt, at byens fremtidige borgere vokser op i så yderst brutale omgivelser som disse?
Selv om vi udelukkende betragter slagterierne fra det fysiske plan, er det en meget alvorlig sag, og fra et såkaldt okkult synspunkt er det desværre endnu alvorligere; thi okkultisten ser det psykiske resultat af alt dette ser hvorledes disse kræfter virker på folk og ser hvorledes det forstærker brutalitet og samvittighedsløshed. Okkultisten ser, hvilket centrum af last og forbrydelse, der er skabt, og hvorledes smitten gradvis spreder sig, indtil den angriber hele den civiliserede menneskehed.
Thi menneskeheden påvirkes af dette på mange måder, som i hvert fald de fleste mennesker ikke forstår. Der er stadig følelser af årsagsløs frygt i luften. Hvor mange børn er unødvendig og uforklarlig bange? Hvor ofte føler de ikke skræk, uden at vide for hvad? Skræk for mørke eller for at være alene i nogle få minutter? Der arbejder stærke kræfter omkring os, som vi ikke kan forklare os selv, og man forstår ikke, at alt dette kommer af det faktum, at den hele atmosfære er ladet med fjentlighed fra de myrdede dyr. Hele skabelsen er på det nøjeste sammenbunden, og man kan ikke på denne måde i massevis myrde vores yngre søskende, som dyrene er, uden at det virker meget stærkt tilbage på vores egne uskyldige børn. Men der vil med sikkerhed komme en tid, da vi skal være fri for denne frygtelige plet på vor civilisation, denne frygtelige anklage mod vor medlidenhed og vor sympati; da skal vi se, hvor hurtigt den vil indtræde en uhyre forbedring med hensyn til disse ting, og hvorledes vi alle gradvis vil hæve os til et højere standpunkt og blive fri for alle disse ubevidste følelser af rædsel og had. Vi kunne blive fri for dem meget snart, hvis menneskene blot ville tænke; thi gennemsnitsmennesket er trods alt ikke brutalt, og vil gerne være godt, hvis det blot vidste hvordan. Det tænker ikke, det fortsætter dag efter dag og forstår ikke, at det til enhver tid tager del i en grufuld forbrydelse. Men fakta er fakta, og man kan ikke undgå dem; enhver, som er delagtig i denne afskyelighed og hjælper til med at muliggøre disse frygtelige ting, må utvivlsomt dele ansvaret for dem.
I ved, at dette er sådan, og I kan se, hvilken frygtelig ting, det er, men I siger: "Hvad kan vi gøre for at forbedre situationen, vi som kun er nogle få individer i menneskehedens store masse?" Men det er kun hvis, at enkelte hæver sig over de øvrige og bliver mere civiliserede, at slægten som helhed kan nå til en højere civilisation. Der vil komme en guldalder ikke blot for mennesket, men også for dyrene, en tid da mennesket vil forstå, at dets pligt mod de yngre søskende ikke er at ødelægge dem, men at hjælpe dem og træne dem, så vi kan mødes med dem, ikke med skræk og had, men med kærlighed, hengivenhed, venskab og fornuftigt samarbejde. Da vil alle naturens kræfter forståelsesfuldt arbejde sammen for virkeliggørelsen af livets endelige mål, ikke i indbyrdes mistænksomhed og fjendtlighed, men i almindelig anerkendelse af det broderskab, som råder mellem os, fordi vi alle er børn af den samme almægtige skaber.
Lad os i det mindste gøre eksperimentet, lad os fri os for delagtighed i disse grufulde forbrydelser, lad enhver af os bestemme sig til at forsøge i sin egen kreds at bringe den fredens og kærlighedens tid nærmere, som er ethvert trohjertet og tænkende menneskets drøm og alvorlige ønske. Vi burde i det mindste være villige til at gøre en så liden ting som dette for at bringe denne herlige fremtid nærmere; vi bør gøre os selv rene, vor tanke og vore handlinger ligesåvel som vor føde, og således både ved vort liv og vor lære gøre, hvad der står i vor magt for at sprede kærlighedens og medlidenhedens evangelium, for at få en ende på brutalitetens og skrækkens herredømme og for at bringe nærmere det store retfærdighedens og kærlighedens rige, hvor vor skabers vilje skal ske på jorden som i himmelen.
Slut