Menneskets udvikling

Annie Besant skriver i sin bog: "Mennesket og dets legemer": "Der hersker så megen uklarhed med hensyn til menneskets bevidsthed og måden hvorpå den ytrer sig, at det er rimeligt at komme med en tydelig fremstilling af kendsgerningerne, så vidt de er os bekendte. Vi er nået til et punkt i vor forskning, hvor meget, som før var dunkelt, er blevet klart, meget, der var ubestemt, er blevet bestemt, og meget, som var antaget som teori, er blevet til sikker viden.. Der fordres ingen autoritet for den her fremstillede viden, den tilbydes blot som fra den ene studerende til den anden studerende.

Her, ved begyndelsen af vort studiet, er det nødvendigt for den vesterlandske studerende at ændre det standpunkt, fra hvilket han har været vant til at se på sig selv, og at han begynder klart at skelne mellem mennesket og de legemer, i hvilke mennesket - Sjælen - bor. Vi er alt for vante til at identificere os med de ydre klædninger, vi bærer, alt for tilbøjelige til at tænke på os selv, som om vi var vore legemer; for hvis vi skal opnå en sand opfattelse af vort emne, er det nødvendigt, at vi forlader dette standpunkt og ophører med at identificere os med de legemer, vi tager på for en tid - og kaster af igen - for at iføre os nye, når vi igen har behov til sådanne legemer. At identificere os med disse legemer, som kun har en forbigående tilværelse, er virkelig lige så forkert og ufornuftigt, som det ville være at identificere os med vore klæder. Vi er ikke afhængige af dem - deres værdi står i forhold til deres nytte.

Den fejl, som stadig gøres, nemlig at identificere vores bevidsthed ,eller vorer Sjæl, med vort legeme - eller vore legemer, vi har syv med hver sin bevidsthed - i hvilke vores sjæl midlertidigt virker, kan kun undskyldes med det faktum, at den vågne bevidsthed, og til en vis grad bevidstheden i drømme, lever og arbejder i disse legemer og for mennesker i almindelighed ikke er kendt adskilt derfra. Dog kan en intellektuel forståelse af det virkelige forhold opnås, og vi kan trænes til at betragte vores Sjæl som ejeren af sine legemer. Dette vil efter nogen tid blive en kendsgerning for os, når vi lærer at skille vores Sjæl fra dets legemer. Man må stille sig spørgsmålene: Er jeg mit fysiske legeme? Er jeg mine følelser? Er jeg mine tanker tanker? Efter nogen tid bliver det gennem erfaring en kendsgerning for os, at vi eksisterer i en langt mere fuldkommen bevidsthed som ejer af vore legemer, og at vi har dem, fordi vi er afhængige af dem. Når vi først er nået så vidt vil vi ikke i fremtiden identificere vores Sjæl med de legemer, vi bærer. Den klare intellektuelle forståelse er indenfor enhvers rækkevidde, og vi kan træne os til en tilvant skelnen mellem Sjælen og dets legemer.

At gøre dette er at komme ud af den illusion, i hvilken de fleste er hyllede. Det forvandler hele vor stilling overfor livet og overfor verden, hæver os op i en renere region over "dette dødelige livs forandringer og tilfældigheder", stiller os over de daglige små genvordigheder, som synes så store for den i legemet boende bevidsthed, viser os det sande forhold mellem det stadigt foranderlige og det relativt vedvarende og lader os føle forskellen mellem det druknende menneske, der kastes og slynges hid og did af bølgerne, og det menneske, hvis fødder står på en klippe. medens brændingerne brydes magtesløse mod dets fod.

Med menneske mener jeg den levende, bevidste, tænkende Sjæl; med legemer mener jeg de forskellige klædninger, i hvilke dette Selv er indesluttet, idet hver klædning sætter Sjælen i Stand til at virke i en bestemt region af universet. Ligesom et menneske ville kunne benytte en vogt til lands, et skib til søs, et fly i luften for at rejse fra det ene sted til det andet og dog vedblive at være sig selv på ethvert sted, således vedbliver Sjælen, det virkelige menneske, at være sig selv, lige meget i hvilket legeme det funktionerer. De forskellige legemer er forskellige alt efter de omgivelser, i hvilke de skal virke. Det ene er grovere end det andet, det ene lever kortere end det andet; men alle har de det tilfælles - at de i forhold til Sjælen er forgængelige. De er Sjælens redskaber, hans tjenere, der opslides og fornyes ifølge deres natur og afpasses efter Sjælens vekslende fornødenheder, dets voksende evner. Vi vil på et tidspunkt studere dem et for et, begynde med det laveste, og til sidst tage selve mennesket, sjælen, skuespilleren i alle disse legemer."

Reinkarnation og Karma.

Den menneskelige sjæl er, som vi har læst, et resultat af milliarders års udvikling, først gennem de forskellige naturriger på hver sin klode, se kapitlet om klodens udvikling, og på denne klode gennem de forskellige rodracer og underracer, se kapitlet om menneskets tilblivelse, og det betyder, at den er udrustet med en række legemer og egenskaber, der skal videreudvikles.

For vi må ikke glemme, at menneskeriget langt fra er afslutningen på udviklingen, men kun en fase hvor bevidstheden udvikler den egenskab, vi kaldes selvbevidsthed, ligesom den i de andre riger udviklede de fysiske, følelsesmæssige og mentale egenskaber, som danner grundlaget for selvbevidstheden.

Fra det øjeblik en evolutionær livsenhed eller monade har udviklet sit sjælsprincip, overtager dette styringen og fungerer som en slags indre guddom, der repræsenterer den højeste instans, det inkarnedere menneske indtil videre modtager sine grundlæggende impulser fra og kan komme i kontakt med.

Sjælen er det bibelske udtryk for menneskets sande jeg, og indenfor religiøse systemer og esoteriske skoler har den fået mange betegnelser, som hver især udtrykker menneskets oplevelse af sin indre skønhed og storhed. For at læseren kan orientere sig i den righoldige esoteriske litteratur, vil jeg nævne nogle af de mest almindelige betegnelser for sjælen, nemlig egoet, selvet, solenglen, mesteren i hjertet eller det sande jeg.

Sjælen er det fikspunkt, hvorfra vores jordiske liv planlægges og styres. Det er den, der bestemmer hvor og hvornår, vi skal inkarnere, og hvilke hovedopgaver vi skal løse i den elkelte inkarnation. Den udviklingsmetode, evolutionen bruger i menneskeriget, kaldes reinkarnation. Det er periodicitetens lov som den kommer til udtryk i menneskets verden. Den indebærer, at vi udvikler de egenskaber, evolutionsplanen kræver af menneskestadiet, gennem en lang række liv i et fysisk legeme. På det fundament, som er skabt i de tidligere naturriger, lægger vi egenskab på egenskab og udbygger på den måde sjælen, som i biblen også kaldes "Salomons tempel".

Her kan vi virkelig tale om guddommeligt genbrug, for intet går til spilde. Efter hver inkarnation giver mennesket partiklerne i sit fysiske-, følelses- og mentale legeme tilbage til naturens store pulje. Derefter optager sjælen, mellem inkarnationerne, alle de livfulde vibrationer og erfaringer, det inkarnerede livs mange oplevelser og indtryk har givet legemernes essens, i sit eget væsen om omdanner dem til permanente sjælsegenskaber. Dermed øges sjælens samlede sum af egenskaber for hvert liv, og det betyder, at hver gang den inkarnerer er den lidt bedre, i nogle tilfælde lidt dårligere, rustet til at gøre erfaringer og til at udvikle sig.

Den mekanisme, der sørger for, at mennesket lærer af sine erfaringer og ikke bliver ved med at begå de samme fejl i én uendelighed, kaldes karmaloven. Karme er et indisk ord, der betyder handling, og derfor er karmaloven handlingens lov. Men her skal vi udvide vores opfattelse af begrebet handling, så det omfatter ikke kun vore handlinger i den fysiske verden, men også vore følelsers aktiviteter og vore tankers tænkning. Vi må med andre ord opfatte følelser som handlinger på følelsernes plan og tanker som handlinger på det mentale plan. Dvs. vores fysiske aktiviteter lagres i vores sjæl, og de følelser vi har lagres i vores sjæl, og de tanker vi gør os lagres også i vores sjæl. Der falder ikke en spurv til jorden, uden at Gud er med i det.

Karma er loven om årsag og virkning, aktion og reaktion, og det er den, der er formuleret i udtryk som "du ligger, som du har redt" og "som du sår, skal du høste". Derfor kaldes den også for retfærdighedens lov. Alt, hvad vi gør, alt, hvad vi siger, føler og tænker, er aktive kræfter i relation til os selv og andre mennesker, og er med til at bestemme vores fremtid; i dette liv og i de kommende.

Vi skal ikke på nogen måde opfatte karmiske virkninger som en straf, naturen udmåler, men som en lejlighed til at lære de lektier, der udgør menneskelivets pensum. For kernen i vores evolution er jo, at vi skal udvikle den totale kærlighed og den totale visdom. Det er målet, så vi engang i en fjern fremtid kan blive i stand til at fungere som åndelige skabere og opretholdere.

Menneskaet personlige karma udtrykkes primært gennem dets permanente atomer, eller enheder, der rummer den hukommelsesfunktion, som er nødvendig for sjælens optagelse af alle de livfulde vibrationer og erfaringer, det inkarnerede livs mange oplevelser og indtryk har givet legemernes essens.

Mellem inkarnationerne opholder sjælen sig i Nirvana i en salig dvaletilstand tæt forbundet med den permanente mentale enhed (eller frø), den permanente følelses (astrale) enhed og den permanente fysiske enhed.

Før en ny inkarnation afgør sjælens udvikling hvilke egenskaber, der skal forsøges udvikles eller forbedres, og hvilke karmiske ophobninger, der skal udleves og omdannes til erfaringer i det kommende liv.

Når et nyt liv skal påbegyndes sendes en impuls fra og gennem sjælen og aktiverer i første omgang den permanente mentale enhed. Den mentale enhed vibrerer kraftigt og sætter en del af det omgivende mentale stof i svingninger. Det vibrerende stof tiltrækkes og samles til et mentallegeme, som kommer til at indeholde stof af nøjagtig samme type som i den sidste inkarnation, fordi de svingninger, den mentale enhed udsender, netop er dem, den har oplagret i det seneste livs mentallegeme. Det betyder, at den mentale del af et menneskets karakter virker som en karmisk årsag, den får den virkning i næste inkarnation, at den skal fortsætte sin karakterudvikling fra det punkt, den nåede i sidste inkarnation.

Når omkring en tredjedel af mentallegemet er opbygget, løber impulsen videre og aktiverer den astrale permanente enhed. Her gentager processen sig, og der opbygges et astrallegeme med nøjagtig samme følelsestendenser som i sidste inkarnation - den karmiske konsekvens af tidligere livs følelsesvaner.

Når en tredjedel af astrallegemet er opbygget, begynder den fysiske permanente enhed at vibrere, og der vokser et æterlegeme med samme generelle vitalitet og helbredstendenser som i sidste livs æterlegeme.

Når en tredjedel af æterlegemet er bygget, knyttes en livstråd til en befrugtet ægcelle, og æterlegemet kan nu begynde at styre celleudviklingen. Således vil også det fysiske legeme, foruden de fysisk arvelige egenskaber, have egenskaber med karmisk karakter.

På dette tidspunkt er der taget en vigtig beslutning, nemlig valg af forældrene. Med valg af forældrene fastlægges de to vigtigste fysiske udviklingsfaktorer: arv og miljø. Forældrene giver det nye menneske dets genetiske arvemasse og bestemmet hvilken opvækst og hvilke andre mennesker, der skal være i barnets opvækst.

Her har vi set, hvordan karmaloven virker i relation til et menneskes generelle tendenser og muligheder liv efter liv, men der er endnu nogle faktorer, der ikke er omfattet af ovenstående mekanismer, nemlig konkrete følelsers og tankers og fysiske handlingers karma.

Når vi føler og tænker, positivt eller negativt, i relation til andre mennesker (sjæle), skaber vi karmiske bånd til dem. Essensen af disse relationer er optaget i kausallegemet mellem inkarnationerne og gendannes i det nye liv. Her kommer de til udtryk i uforklarlige sympatier og antipatier over for mennesker, man møder, eller i en uforståelig trang til at udføre bestemte handlinger i forhold til dem.

De fysiske handlinger er bestemmende for de ikke-menneskelige omgivelser, såsom rigdom - fattigdom, gode - dårlige uddannelsesmuligheder, og i særlige tilfælde kropslige skavanker f.eks. invaliditet, hvis et menneske har været særligt grusom i et tidligere liv.

Under hele processen våger sjælen i sit nye astral- og følelseslegeme over fosterudviklingen, og umiddelbart før fødslen den en energiimpuls, som får æterlegemet til at lyse op og forbinde sig med de faste fysiske partiklers iboende energi, og det fremkalder fødslen. Dermed er sjælens skabelsesakt tilendebragt og et nyt liv begynder.

Kommer:

Lykken og lidelsen

Lidelsens betydning