Den latinske betegnelse for mennesket er homo sapiens - det vidende eller det bevidste menneske. Det at være vidende indebærer for det første:

     At mennesket er i stand til at opfatte og forstå verden omkring sig,

og for det andet:

     At mennesket er sig selv bevidst i den forstand, at det griber ind i sin egen situation.

At være sig selv bevidst er imidlertid ikke det samme som at kende sig selv, at forstå sig selv. For at afklare, hvad selverkendelse er, må vi først se nærmere på, hvad der er den almindelige opfattelse af et "selv".

Man fødes som et individ med en række behov og en mængde instinkter, forskellige former for trang og adskillige intentioner, og der sker en formning af alt dette naturgivne, længe før man bliver sig bevidst og udvikler intellektet, og før der dannes en jeg-følelse. Det vil sige, at man, når man bliver sig bevidst, ikke kender og forstår mangt og meget af det, man rummer af tilskyndelser som kropsligt forankrede holdninger og tilbøjeligheder. Derfor varierer det vældigt meget, hvad og hvor meget man er sig bevidst af det, der karakteriserer en. Livet igennem lærer vi os selv at kende i den forstand, at vi bliver klar over, hvad vi rummer, og hvad der rører sig i os af intuitioner og inspirationer. Først når vi har forstået og erkendt dette, bliver det taget med ind i vor aktivitet og optræder som noget, vi lader os bestemme af og som giver form.

Man kan udtrykke det sådan, at vores selv (vores sjæl) altid er mere omfattende end vort jeg (vores personlighed) , hvis vi definerer selvet som de forskellige holdninger og meninger og reaktionsmåder, bevidste og ubevidste, vi har, og jeget, som kun den del af selvet, som man har erkendt og vedkendt sig.

Det første og mest umiddelbare man som jeg må lære, er en følelsesmæssig forståelse af sig selv. Især i den tidlige barndom er det meget følelserne, som dirigerer os. Senere, hvis man fører sit liv således, at ens natur udfoldes i livsførelsen, bliver man følelsesmæssigt i en god stemning, som munterhed, løftethed og opstemthed. Modsat, hvis vores liv udvikler sig på den måde, at vor natur ikke finder udtryk i livsførelsen, bliver man nedbøjet, tungsindig, apatisk og uoplagt.

Når der kaldes på en ny eller sjælden brugt side af vor natur, vil vi opleve positive følelser som glæde, nysgerrighed og overgivenhed. Modsat når vor natur bremses eller udslukkes i sin virksomhed, vil man opleve negative følelser som skuffelse, bedrøvelse og sorg.

De pågældende sider trænger sig på, forlanger at komme til udtryk og forbliver måske utilfredsstillede. Ligesom en længerevarende utilfredsstillelse af instinkterne giver mangeltilstande som sult og tørst m.v., således avler den manglende tilfredsstillelse af trangen til selvudfoldelse og tilegnelse altså også en række mangeltilstande.

Urolige bliver vi, når vi ikke kan finde tryghed. Rastløse bliver vi, når der ikke er noget, som optager os. Og vi keder os, når der ikke er aktiviteter indenfor rækkevidde.

Hvis vor mangel er stor, kan vi ikke holde ud at være til. Hvis vi slet ikke kan gøre os gældende, mener vi, at, at liver slet ikke er værd at leve. I savnet og længslen er man sig bevidst om noget, som, hvis det var indenfor rækkevidde, kunne gøre det muligt for en at blive sig selv.

Men et menneske kan heller ikke leve på den måde, at det slet og ret udlever enhver tilskyndelse i sig selv. Et sådant liv ville være kaotisk, og derfor ikke til at leve hverken for een selv eller i samlivet med andre. Selve den enkeltes overlevelse forudsætter, at individet bliver i stand til at styre sin vilje, sine stemninger, sine følelser og sine tanker, og derved bliver i stand til at udskyde tilfredsstillelsen af en impuls eller trang. Man må f.eks. lære at arbejde - og dermed udskyde det lystbetonede - for at kunne tilfredsstille sine behov.

Dvs. at mennesket må lære at styre sin tilværelse og give sin behovstilfredsstillelse form og behov. I denne formning af tilværelsen gælder det om at integrere alt det, man rummer i en helhed, en samlethed, en holdning. Dette er en særdeles krævende opgave, som kun sjældent lykkes i en fuld udstrækning.

Derfor er det klart, at det er svært at være ærlig, at være gennemsigtig over for sig selv. Vi er stedt i en bestandig fristelse til at lukke øjnene for sider i os selv, som går imod det nemme og behagelige. Her forsøger vi da ofte at omdigte virkeligheden, som vi kender den om os selv, vor selverkendelse, og skjule for os selv, hvad vi rummer af impulser. Vi forfalsker selvforståelsen og tilværelsesforståelsen. Vi bedrager os selv.

Den vestlige verdens videnskabelige menneskeopfattelse, at vi er et menneske i kød og blod, med en hjerne, som kan indlære, huske og tænke nogenlunde ligesom en computer, bare mere avanceret, og med nogle centre som sæde for vore følelser og intentioner, med fantasi og vilje, det hele eksisterende i en fysisk krop, samt at når denne krop engang dør, så er det hele slut. Den menneskeopfattelse kan virke for tom. Den får os til i alt for høj grad at fiksere på tilværelsens fysiske aspekt, på status, succes, penge, forbrugsgoder, alle udadrettede forhold, og mindre på følelsesmæssig og intellektuel udvikling, altså indadrettede forhold. Det giver ikke lykke, harmoni, glæde, sundhed og ro, men utilfredsstillelse, utryghed, uro og sygdom. Og den fritager fuldstændigt mennesket for ansvar for sine handlinger, hvis de holdes indenfor lovens rammer.

En anden menneskeopfattelse, og det er den, som er beskrevet på dette web-sted, er, at opfatte mennesket som en bevidsthed, som gennem mange liv lærer og udvikler kærlighed og visdom, for til sidst at ende som fuldkommen.

"Kend dig selv" sagde man i oldtidens Grækenland, og det er stadigt aktuelt, selverkendelse er vigtig for vort mentale miljø, og studiet af den moderne åndsvidenskab er een af vejene til større selvforståelse.

Indenfor åndsvidenskaben er der ingen autoriteter, der er ingen guruer. Åndsvidenskaben skal ikke bevise noget, den skal være udtryk for ens personlige overbevisning. Det er vigtigt at være opmærksom på, at det kun er en ganske lille del af tilværelsen, som kan videnskabeligt bevises.

Men det er selvfølelig et spørgsmål om en beslutning, en holdning, om man vælger en livsmodel med een tilfældig tilværelse eller en model med udvikling gennem flere tilværelser.

Modellen for jordens kemisk/fysiske status med syv stofplan i syv tilstandsformer som bliver beskrevet i de næste 4 kapitler er lige brugbar i begge modeller.

At kende til denne model er grundlæggende for forståelsen af jordens skabelse og menneskets udvikling.