Kapitel 6: Følelser.

Gennem al den tid menneskene har eksisteret har vi udviklet vore følelsesmæssige anlæg.

I den forskning, der er gjort omkring den fysiske krops udvikling, er det klargjort at vort følelsesliv hænger sammen med den fysiske krop gennem syv instinkter, seks genbaserede og et neuronbaseret..

De gener, som styrer vort følelsesliv er opbygget i fire udviklingstrin gennem millioner af år.

De første tre trin, som omfatter seks instinkter, har det til fælles, at de bygger på arvelige genanlæg. De nedarves fra slægt til slægt, og har en meget langsom udviklingstakt. De er fyldt med nedarvede anlæg fra millioner af års erfaring i, hvad der bringer glæde - er tiltrækkende, og hvad der bringer sorg - er frastødende.

Det fjerde trin er baseret på neuroner. Det giver muligheden for at opfatte en øjeblikkelig sansning, og formidle tilpasning til de aktuelle forhold. Det er ikke fuldt udvikler når et individ fødes, og det kan udskifter, hvad der giver specielle muligheder.

Udviklingen af instinkterne har det formål, at sikre det enkelte individ og dermed arten den bedste og længst mulige overlevelse.

De syv instinkter er forplantning, frygt, aggression, adfærd eller ritualer, territorialhævdelse, rangorden eller magt og omsorg for afkom.

Forplantning er selve overlevelsesdriften i arter, som ikke er selvformerende. Alle levende væsener må have et instinkt, der tilskynder til forplantning og formering, ellers ville arterne hurtigt uddø.

Forplantning sker i naturen på mange måder blandt de mange forskellige arter. Det kan være ved celledeling eller selvbefrugtning, hvis samme individ indeholder både han og hun.

Enhver art har sin egen adfærd omkring deres forplantning. Fælles for alle, også mennesket, er at de har et arveligt instinkt, som tilskynder til den adfærd, der får arten til at formere sig. Enten et individ intellektuelt vil det eller ej, har det nogle følelser, som det er født med, og som giver det forplantningslyst.

Der er en adfærdsforskel mellem han og hun, idet hannen skal erobre og kvalificere sig til forplantning, og hunnen skal opfordre til at hannen viser sin kunnen, og hun skal så sortere den rette han fra, som så bliver den, der får sin forplantningslyst styret. Målet for naturen er, at skabe de mest overlevelsesdygtige unger/børn.

Der arves sammen med forplantningsinstinktet et adfærdsmønster, som i opvæksten bliver tilpasset de aktuelle livsbetingelser. Opvækstens indflydelse på arten menneske er så stor, at vi selv bestemmer, hvilken adfærd vi vil bruge på instinktet. Vi kan se klare forskelle i måden, hvorpå mennesker praktiserer forplantning på før i tiden og i dag. Der er mange steder sket en næsten fuldstændig udligning af den adfærd, som før i tiden var kønsbestemt. Ikke mindst som et resultat af kvindens langt mindre bundne adfærd i forhold til før i tiden.

Den genetiske forplantningslyst er en medfødt realitet, hos begge køn, således at individerne føler denne, uanset om der fødes afkom eller er. Men forplantning skal ikke ske for enhver pris. Formeringen må ikke ske, så der sættes afkom i verden, som er dømt til at dø, eller lægge arten unødigt til last. Der ville da blive brugt unødige ressourcer til graviditet, fødsel og omsorg, som kunne have været brugt bedre til at sikre allerede født afkom af arten bedre overlevelse.

Mennesket er den eneste art, som ikke har nogen sæson for sin lyst, og altså er villig til forplantning hele året.

Vi kan vælge at bruge den med instinktet forbundne lystfølelse på en naturlig måde. Gør vi det, føler vi os godt tilpas, fysisk tilfredsstillede og føler stor livsglæde.

Erkender vi ikke, at lysten stammer fra et arvet instinkt, skal vi bruge mange ressourcer af fysisk-, følelses- og tankeenergi på at bekæmpe, skjule og fornægte den.

Instinktet er dannet i de finere tilstande af det fysiske stof, i det legeme vi kalder genparten.

Til instinktet er knyttet en mængde følelser, primært forelskelse, som er en yderst positiv følelsesmæssig reaktion på forplantningsinstinktet, men også sympati, tilfredsstillelse, lyst, at føle sig tiltrukket, afslappet, accepteret, eftertragtet, værdifuld, sensuel.

Der er også negative reaktioner på instinktet, såsom lede ved et andet menneske eller ved sig selv, frastødning, ulyst, utiltrækkende, utilstrækkelig.

Følelserne danner to poler, den positive, som giver glæde, og den negative, som giver sorg. Fra den ene pol til den anden er der varierende styrke af følelsen, og midt imellem mærkes følelsen ikke, den er neutral. Det er det der menes, når det fremføres, at følelsesstof fungerer i to dimensioner, to mulige reaktioner på een påvirkning, tiltrækning, glæde eller frastødning, sorg.

Frygt, angst og bekymring sikrer at individet gemmer sig eller flygter, når det står overfor en fjendtlig overmagt. Hvis individet er fysisk truet, skal den latente følelse af frygt kunne aktiveres til den maksimale ydelse for at overleve.

Stiller overfor en fare kan et indevid reagere med total passivitet, ved enten at være helt stille eller at gemme sig, til faren er drevet over. Mennesket vælger at gøre sådan i mange situationer og mange dyr i naturen har speciel udviklet camouflagefarver og -mønstre for at kunne falde sammen med omgivelserne.

Frygten, respekten for naturens kræfter, fjender, uheld, skal konstant overvåges af instinkterne. Hvis frygten var så enkel i sin instinktform, som den er i sin fysiske form, så ville vi kun være bange, når der var grund til det, og ikke frygte noget uden grund. Men til instinktet er knyttet en mængde følelser, og de kan også aktiveres via impulser fra tankestoffet.

Til frygtinstinktet er knyttet en mængde følelser, primært frygt, som er den mest smertelige reaktion på frygten.

Mange bliver angst, uden egentlig risiko for hverken destruktion eller beskadigelse. Så angste at de bliver helt lammede og meget ulykkelige i situationer, hvor der ikke er nogen synlig grund til det. Det skyldes, at der en vis hukommelse indbygget i følelsesstoffet, og at denne hukommelse ikke kan styres af impulser fra tankestoffet.

Fysisk smerte hos et barn opfattes helt naturligt som en livstrussel. En forældre er for et barn en uovervindelig overmagt. Et slag i forbindelse med vrede ord vil af barnets blive opfattet som om, at vrede ord efterfølges af smerte og livstrussel. Derfor behøver forældre ikke at slå mere end een gang, for senere at kunne nøjes med at være truende i stemmeføringen, for at få et barn til at opføre sig pænt.

Ligesom et barn kun behøver at brænde sig een gang på en kakkelovn eller en cigaret, for for fremtiden at undgå varme ting.

Ved en forkert påvirkning af vore følelser, vil vi også som voksne blive angste og truede, hver gang vi hører en vred stemme. Det er derfor vigtigt at vi gør op med den følelsesmæssige reaktion på en given, ikke længere relevant, påvirkning.

Børn bliver truede på mange måder. Der kan være de ikke får mad, det kan de miste deres helbred eller deres liv af. De kan miste noget af deres livsgrundlag, hjemmet eller een eller begge forældrene, eller en søster eller en bror.

Alt, hvad der kan se ud som om, forældrene ikke vil have noget med et barn at gøre, vil, fra barnet er helt lille, være en alvorlig livstrussel, da forældrene er hele livsgrundlaget.

Alle de ting et barn ikke må, er potentielle angstkilder, hvis det af barnet opleves som vrede, afvisning eller ligegyldighed fra forældrene.

En del angstkilder vil vi tankemæssigt kunne bearbejde som voksne. Andre angstkilder vil fortsætte hele livet, uden at vi har mulighed for at bearbejde dem, og desværre også uden mulighed for, at vi kan lære at leve med dem.

Den følelse man har første gang, vi skal prøve noget nyt, er også skabt af instinktet frygt, men er en positiv følelse, som får os til at være årvågne og yde vort bedste.

Andre følelser, som er knyttet til instinktet frygt, er på den negative side at være sky, genert, bekymret, bange, forvirret og pessimistisk. På den positive side at være rolig, sikker, tillidsfuld, optimistisk og lykkelig.

Følelserne danner også ved dette instinkt og ved alle de øvrige instinkter to poler, den positive, som giver glæde, og den negative, som giver sorg. Fra den ene pol til den anden er der varierende styrke af følelsen, og midt imellem mærkes følelsen ikke, den er neutral. De fungerer i to dimensioner, to mulige reaktioner på een påvirkning, tiltrækning, glæde eller frastødning, sorg.

Det er dette instinkt, som har ansvaret for at sikre vor fysiske overlevelse. Det skal sikre os føde, sikre os mod fjender, og mod naturen, klimaet og de vilde dyr.

Aggression er det instinkt, som får os til at kæmpe for at overleve, for at undgå destruktion og beskadigelse. Ikke kun for os selv, men også for de mennesker, som vi betragter som uundværlige for vor tilværelse, mand, hustru, børn, venner, bopladsfæller og landsmænd.

Det er ikke kun et voldeligt instinkt. Det er også det der gennem årtusinde har fået mennesket til at gå på jagt og fiskeri og til at dyrke jorden.

Det er også det instinkt, som får mennesket til at studere og forske. Til at blive forretningsfolk, ingeniører, bygningshåndværkere, arbejde i forretning og på fabrik.

Og det er det instinkt, som får os til at bygge holdbare, rummelige og hyggelige boliger til værk mod vind og vejr.

Man kan genkende følelsen, når man lige har afsluttet en opgave, og står og ser på et godt resultat af anstrengelserne. Der breder sig en følelse af tilfredshed. Man er sværere at provokere og meget lidt irritabel. Og måske modsat ved et dårligt resultat.

Sport, motion, fysisk aktivitet, omgang med venner og bekendte, gæstfrihed og festlige sammenkomster er også resultatet af dette instinkt.

Vi har set, hvis vi har fodret ænder i en part, eller overværet andre gøre det, hvordan de strides om de stykker brød, der kastes til dem. Og vi har set, hvis vi har deltaget i en frokost med det store kolde tag-selv-bord, hvordan der er en skubben og maser for først at komme hen og få fyldt sin tallerken. Det er i begge situationer aggressionsinstinktet, som er i funktion.

Og når vi som børn skal lære at kravle, at gå, at løbe, at tale, og gå i skole for at lære, i gymnasiet, på lærepladsen og på universitetet, så er det også dette instinkt.

Formålet med aggressionen er at sikre vor eksistens. Hvis den er truet, at tilskynde os til at bruge al mulig kraft på at overvinde truslen. Den skal få os til at tage kampen op med en angribende fjende eller selv angribe, hvis det er bedst for at sikre vore fysiske livsfornødenheder. Desuden skal den skabe tilskyndelse til på alle måder at skabe og bevare bedst mulig overlevelse.

Desværre må man jo nok konstatere, at dette instinkt i vore dages samfund, med skabelsen af kæmpe rigdomme hos enkelte mennesker, kan siges hos nogle at være noget overdrevent udviklet.

Til instinktet er knyttet følelser som, hvis vi tager de positive først, harmoni, mod, blidhed og tilfredshed. Instinktet er jo beregnet til kamp, og derfor er der langt flere følelser af negativ natur knyttet til det, raseri, vrede, hidsighed, stress, irritation, hårdhed og utålmodighed.

Mennesket modtager - og dyrene også - gennem sanserne en mængde signaler om en mængde ting. Signalerne kommer dels fra andre levende væsener og dels fra naturen og omgivelserne i øvrigt.

Hvordan er vejret? Hvilken årstid er det? Hvordan skal jeg udføre mit arbejde? Hvordan smager maden? Vi observerer og derpå beslutter vores handlinger.

Vi observerer andre mennesker udfra deres udseende og deres væremåde. Og ligesom vi kan bedømme et andet menneske ud fra dets udseende, kan vi også træffe visse slutninger ud fra dets måde at være på, dets opførsel, dets sociale ritualer. De hjælper os til at kende og forstå hinanden, og giver os enten sympati eller antipati for andre mennesker.

Det er et genbaseret instinkt, at vi enten tiltrækkes eller frastødes af det, vi har lært, set og mærket til i vor opvækst, så vi kan skille venner fra fjender og overlevelse fra tilintetgørelse.

Det er godt og rigtigt, at vi føler fællesskab med dem, vi har fordel af at være sammen med, og at vi tager afstand fra dem, som er en fare for os.

Der er mange ritualer i de mange forskellige situationer hver time, hver dag.

F.eks. når to parter finder sammen seksuelt. Det kan tage lang tid med mange formaliteter og ritualer, før hunnen godkender sit valg af en partner. Hos dyrene er det fjerdragt eller pels, dans, strid, sang og mange andre helt utrolige ritualer.

Hos mennesket er det påklædning, dannelse, ganske bestemte accepterede normer og fremgangsmåder og modsat måske helt uacceptable måder at gribe sagen an på.

Eller f.eks. når en leder bliver valgt, så omgives posten af et sæt ritualer, der skal gøre lederen let genkendelig og accepteret af andre. Det kan være generalens flere stjerner og flottere uniform, chefens store elegante kontor, ministerens flotte bil med chauffør eller fars faste plads.

Særlige ritualer har overhoveder, medicinmænd eller præster. De er specielt klædt og har deres helt egne væremåde.

Hver familie har deres egne ritualer omkring familiefester, højtider, ferier og i det daglige samvær.

Hver arbejdsplads har sine ritualer, der gennem længere tid er blevet anerkendt, og som nye gør bedst i at følge.

Når to mennesker mødes, skabes de deres helt egne rituelle omgangsform. Nogle siger højtideligt ‘goddag’, andre siger ‘hej’ og nogle får et kram.

Vi har ritualer i det nære samvær, i familien, blandt venner, på job, i andre grupper vi er sammen med, i religion og generelt i det samfund i det land, vi lever i.

Det er indlysende, at der er stærke følelser knyttet til det rituelle instinkt. Af de positive er der samhørighed, fællesskab, tolerance, tillid, accepteret. Og på den anden side er der ensomhed, isolation, fordømt, at være uønsket, misforstået og udenfor.

Dette instinkt tilskynder os til at sikre den nødvendige plads, der skal til for at overleve.

D.v.s. at skaffe os og vor familie et sikkert opholdssted, hvor vi kan opholde os, tilberede måltider, sove og leve. Et sted som kan beskytte os mod nedbør, vind, varme og kulde. Samt at have rådighed over det område, der skal til for at jage eller at dyrke jorden.

Instinktet giver os alle en medfødt ret til at rydde andre af vejen for vor egen overlevelse.

Vi kender alle U.S.A.s tilblivelseshistorie. Hvordan europærerne først sejlede til Amerika for at skaffe nyt land. Hvordan de rykkede vest på, på det store kontinent, hvor de blev nødt til langsomt at fordrive indianerne. Vi har set på film hvordan nybyggerne satte karavanen i ring, mens indianerne i fuld krigsmaling red rundt om på deres heste for at angribe de indtrængende fremmede. De forsøgte at forsvare deres jagtmarker og dermed deres levevej mod de fremtrængende kvægfolk. Det blev indianernes udslettelseshistorie.

Menneskene fortrænger med grundlag i territorieinstinktet andre mennesker og dyr fra deres eksistensgrundlag, og de vil selv dø, hvis de ikke har mulighed for at sikre deres ret til at overleve.

Instinktet sikrer, at vi kan sørge for vort afkom, og at vi kan yde beskyttelse til den gruppe, vi føler os knyttet til.

Penge har i de sidste århundreder været symbolet på vor evne til at sikre vort territorium. Al handel, som foregår ved hjælp af penge, hviler på en retsfølelse, som er tillært ovenpå territorieinstinktet. Penge er det samme som retten til territorium for at overleve.

Af positive følelser med grundlag i territorieinstinktet kan nævnes gavmildhed, uselviskhed, retfærdighed, selvstændighed, sikkerhed, tryghed og tilfredshed. På den negative har vi misundelig, haverisk, selvisk, egoisme, griskhed og usikkerhed,

Når dyr og mennesker skal forplante sig og formere sig, er det vigtigt, at afkommet er det stærkest og sundest mulige.

Naturen sikrer for dyrenes vedkommende, at de stærkeste og bedst egnede fædre udvælges, ved at de konkurrerer om hunnernes gunst, og den stærkeste bliver den udvalgte. Der foregår drabelige skuespil og reelle kampe for at udvælgelsen kan finde sted.

Den stærkeste får i nogle tilfælde en hel flok af hunner, som den så bliver ansvarlig for. Hannen fungerer så som flokkens ubestridte leder og beskytter varetager de interesser, der er forbundet med flokkens territoriale instinkter.

Sådan sikres den bedst mulige udsigt for overlevelse gennem et instinkt for rangorden, som sikrer en udvælgelse af den stærkeste, den dristigste, den snedigste, den som er i besiddelse af den højeste rang og dermed den højeste magt.

Hvad enten det er dyr eller mennesker, om det er mono- eller polygame samfund, sker der hele tiden en konstant tilpasning af rangen indbyrdes. Den bedste til en given opgave tager føringen, og de øvrige følger og adlyder. Enkelt og naturligt og ikke mindst formålstjenligt.

Den, som klart viser sig at være den bedste, kan varetage sit lederskab uantastet; men den, som kun lige netop kan klare lederrollen, må se i øjnene, at andre konstant vil udfordre og true lederpositionen.

Det sker oftest som en generationsskifteudvikling, idet det er de friske, unge og stærke, som kommer til og overtager ledelsen fra de ældre.

Hos menneskene ses instinktet i de sociale mønstre mellem kønnene, idet man har set samfund styret af mændene, og man har set samfund styret af kvinderne.

I erhvervslivet er instinktet for rang netop i disse årtier inde i en stor forandring. Den autoritære lederstil er skiftet ud med en mere uddeligerende. Det er nødvendigt for stadig at være den bedste gruppe, fordi samfundet er blevet mere komplekst, og værktøjet, især edb, kræver et indgående kendskab for at kunne bruges optimalt.

Ideen er at placere magt og indflydelse der, hvor ekspertisen og kvaliteterne er. Jo mere viden, jo mere selvbestemmelse. I vort moderne samfund er viden blevet tilgængeligt for alle, derfor vil tidligere mønstre i magtfordeling både i hjemmet, på arbejdspladsen og i samfundet efterhånden ændre sig.

Både i hjemmet og i samfundet lærer vi, hvordan den sociale rangorden skal være. Vi lærer, først fra vore forældre, siden fra kammerater og lærere, et mønster af ansvar og uansvarlighed, af frihed og tvang, af over- og underlegenhed, af dominans og underkastelse og af styring og føjelighed.

Det er en stor del af grunden til, at kvinder i mange samfund, ingen indflydelse har. Både piger og drenge lærer fra ganske små, at fungere på en bestemt måde, og deres instinkt gør så, at de føler sig bedst tilpas på den måde.

Fordi instinktet gør, at vi føler os godt tilpas med, både at styre og blive styret, kan vi i vor opvækst lære næsten kun at bruge den ene side af instinktet og acceptere det et helt liv, uden at vi ønsker at ændre det.

Af følelser, som er knyttet til instinktet for rangorden, er på den positive side pligt, frihed, hengiven, ansvarlig, overlegen, taknemmelig og ubegrænset. På den negative side kan vi nævne styret, domineret, underlegen, ufri, bunden, uansvarlig og magtbegær.

I dyrearternes historiske udvikling er instinkter blevet udviklet i en rækkefølge således, at krybdyr har været udstyret med de de seks hidtil gennemgåede.

Arter, som er mere udviklede end krybdyr, herunder mennesker, har udviklet instinktet omsorg, som indebar at forældrene, eller den ene af dem, tog ansvaret for at beskytte, føde og oplære deres afkom til de aktuelle livsbetingelser.

På den måde kan nye livsbetingelser, f.eks. nye muligheder for at skaffe føde, nye fødeemner eller nye farer, indlæres hos afkommet. Det gav større muligheder for overlevelse.

Hvor der tidligere skulle tusinder af yngel til, for at et par stykker kunne overleve, klarede små kuld sig nu fint.

Pattedyrene forædlede ved evnen til arterne udvikling, instinktet for omsorg, således at de blev, med mennesket som sidste skud på stammen, den mest dominerende art på jorden.

Den syvende af de genetiske instinkter har bragt udviklingen på jorden et stort skridt fremad.

Omsorgsinstinktet har følelser, som i store dele af vort liv giver os glæden ved at give omsorg med stor opofrelse.

Fra undfangelsen og indtil mennesket gradvist begynder at kunne klare sig selv, er det helt afhængig af en eller to forældre. Hvis ikke forældrene selv har mulighed for at tages sig af deres afkom, er det nødvendigt, at der bliver sat andre i stedet.

Omsorgsprocessen er delt op i flere stadier. Først skal børnene lære at spise, gå, tale og alle de andre livsnødvendige ting. Denne proces varer ca. fire år, hvor de rent kropsmæssige færdigheder indlæres, og børnene på disse områder opnår en vis uafhængighed af forældrene.

Sideløbende - og efterfølgende - udvikles det sociale samvær og alle de færdigheder, et menneske skal besidde for at kunne begå sig i et samfund.

Så kommer uddannelsen med underskole, gymnasie, læreplads eller højere læreanstalt - her har forældrene dog professionelle kræfter som hjælp.

Og siden kommer puberteten, hvor alle færdighederne koordineres til et voksent menneske, der kan klare sig selv og selv sætte børn i verden.

Et genialt samspil mellem naturen og mennesket med brug af den hævdvundne arv, og udvikling af denne under de forhold, som er skabt af de seneste ændringer i omgivelserne.

Ellers ville der slet ikke være nogen udvikling.

Ved som voksne at tage stilling til, hvad der har ændret sig, siden vi var børn, og tage det med i udviklingen af vore egne børn, opfylder vi intentionerne i omsorgsinstinktet.

Ved at søge indblik i de forhold, vi selv voksede op under og sammenligne dem med nutiden, kan vi instinktivt ændre opvækstbetingelserne, til glæde for vore børn og samfundet.

Ved at forstå, hvad vi selv følte, og derved har lært som vor adfærd, kan vi beslutte, hvad vi selv vil lære som voksne, for at kunne give det videre til vore børn.

Selvom vi ikke selv har børn, kan vi kun leve som voksne og føle os tilpas under de ændrede forhold ved at forsøge at forstå, hvad vi følte og lærte at gøre som små.

Det er vigtigt at klargøre dette, så man helt forstår, hvor meget det betyder for en, at reagere på nye betingelser og omgivelser, hvis man ønsker at bruge alle de fantastiske og smukke muligheder, som man faktisk har.

Jo mindre omsorg et barn har fået som lille, des mindre har det erfaret og lært, og jo mere vil det være uerfaren i at bruge omsorgsfølelsen senere i livet. Det vil ikke være interesseret i at dykke ned i følelserne fra fortiden. Hvor der skulle være ømhed, er der tomhed. Hvor der skulle være lyst til berøring, er der afvisning. Hvor der skulle være hengivenhed og sympati, er der jalousi. Hvor der skulle være lykke, er der depression og måske selvmordstanker. Hvor der skulle være glæde, er der sorg.

Det er selvfølgelig, at tegne det meget mørkt.

Men vi kender alle begge sider af de fleste af disse følelser fra vores eget eller fra andres liv.

Til forskel fra de øvrige instinkter, som i høj grad er medfødte, har opvæksten en meget stor betydning for omsorgsinstinktet, og det rummer endnu flere følelsesladede konsekvenser, som er yderst diffuse og umiddelbart svære at forstå.

Vi kender meget til børns fysiske fornødenheder, men deres følelsesmæssige behov er ikke særligt veldokumenterede.

Der er en god start, at give børn god mad, renlighed, legetøj, pænt tøj, et smukt hjem, sine egne ting så det lærer at værdsætte de ting, der er en betingelse for vor materielle verden.

Det er en ligeså vigtig del af en god start, at give kropskontakt, de kærtegn og den berøring, som får børn til at føle, at de er elsket.

Føle ømhed, hengivenhed og beskyttelse, så de lærer, at føle det, de selv som voksne kan give til andre. Senere i livet er det sværere, fordi de nu er voksne og ikke vil behandles som børn.

Af positive følelser, som knytter sig til instinktet for omsorg, kan nævnes: Beskyttertrang, opofrelse, hengivenhed, ømhed, håb, sympati, elske, selvværd og lykke.

Af negative følelser er der: Ligegyldighed, depression, skyld, jalousi, irritation og had.

Den mest afgørende forskel på mænd og kvinder, når vi ser bort fra de fysiske karakteristika, er, at mænds instinkt for forplantning er stærkere ens kvinders, og kvinders instinkt for omsorg er stærkere end mænds. Sex er en naturlig trang i forbindelse med forplantningsfølelsen: forelskelse, og det er også en naturlig trang i forbindelse med omsorgsfølelsen: at elske sin partner.

Men udgangspunktet er forskelligt, det er to forskellige instinkter, som udløser behovet, uanset behovets styrke iøvrigt, og det giver anledning til misforståelser, skuffelser, forvirring og desillusion.

Naturligvis kan mænd også have et veludviklet omsorgsinstinkt, og kvinder et aggressivt forplantningssystem. Men det er vigtigt for enkendelsen af egen og andres adfærd at få tydeliggjort, hvori ‘den lille forskel’ består.

Skematisk ser opstillingen af instinkterne således ud:

Forplantning,

Frygt

Aggression

Adfærd, ritualer

Territorialhævdelse

Rangorden, magt

Omsorg.

Instinkterne er dannet i de finere tilstande af det fysiske stof, i det legeme vi kalder genparten, jvnf. fig. 4.1.

Som beskrevet under gennemgangen af de enkelte instinkter, er der til hvert enkelt knyttet følelser, som strækker sig i alle styrkegrader fra de, som giver glæde, til de, som giver sorg.

Dette kan fremstilles skematisk, idet vi sætter eksempler på følelser ind i kolonner fra mest positiv over neutral til mest negativ, og så sætter vi de dertil svarende instinkter ind på linierne nedefter.

Fig. 6.1

Det fremgår klart af en sådan oversigt, hvilken forskel der f.eks. er på at være forelsket og at elske. Det er to følelser som har deres reaktion på hvert sit instinkt. Derfor kan disse følelser godt optræde samtidig, den ene som positiv og den anden som negativ. Således kan man godt være forelsket i een man hader, og man kan godt elske een man absolut ikke har nogen seksuel tiltrækning til.

Vore følelser er dannet af følelsesstof i de finere tilstandsformer. Hvis vi ser på modellen for hele materiens manifestation fig. 6.2, består følelsernes legeme af stof fra de felter, som er indrammet, de finere tilstande af følelsesstoffet.

Fig. 6.2

Ligesom det fysiske legeme har også følelseslegemet syv primære centre. De primære centre har hver deres specifikke opgave i legemet, men det er også de steder i følelseslegemet, hvor modparterne til den fysiske krops kirtler er placeret. Det er gennem disse kommunikationen mellem legemerne foregår, idet følelsesstoffet bliver forandret til fysisk stof, således at vi også rent fysisk ofte kan mærke vore følelser.

Der er en kendsgerning, at følelser kun eksisterer i vor egen følelsesbevidsthed. De kan hverken ses eller høres af andre mennesker, men den fysiske krop reagerer ofte på vore følelser, ofte ganske volsomt endda, og så bliver det tydeliggjort, at mennesket har en følelsesbevidsthed. Det er også tit svært at forklare sine følelser for andre, så vi er sikre på, at andre forstår, hvad vi føler.

Et menneskes følelser kan normalt ikke sanses af andre menneskers fysiske sanser, men der findes personer, som har et meget fint udviklet sansesystem, og de kan opfatte andre menneskers følelser. Dette personer kaldes clairvoiante.