Er Karlsvognen skabt af mennesket? Et sært spørgsmål - for Karlsvognen består jo af stjerner, der er mange tusinde gange større end vores jord, og som befinder sig i en ufattelig afstand fra os. Så hvordan skulle mennesket dog kunne have frembragt dette stjernebillede.

På den anden side set: Karlsvognen er jo kun et samlet hele hvis den ses fra jorden. Den består af stjerner, som befinder sig i meget forskellig afstand fra jorden, og som kun synes at være tæt på hinanden, når man iagttager dem fra vor synsretning. Hvis man observerede dem fra en andet planet, ville figuren opløse sig. Karlsvognen eksisterer i den form, vi kender den, når den ses fra den særlige jordiske synsvinkel.

Men de stjerner, som stjernebilledet består af, er dog ikke menneskeskabte. De er objektive ydre ting, der ikke skylder en særlig menneskelig synsvinkel deres eksistens. Men det gør de måske alligevel. Stjerner er kun veldefinerede ting, så længe vi ser på dem fra stor afstand. Hvis man kommer nærmere, opløser de sig i enorme gasskyer, der langtfra er vel afgrænsede over for deres omgivelser. Adskillelsen mellem en stjerne og dens omgivelser er så at sige kun grader af tomt rum. Således eksisterer stjerner kun som veldefinerede ting, når de betragtes fra jorden.

Dette eksempel med Karlsvognen stammer fra den amerikanske filosof Nelson Goodman. Det illustrerer en tankegang, som har spillet en rolle i de seneste årtiers filosofi og videnskabsteori. Den går ud på, at der ikke findes en virkelighed i sig selv, men kun virkeligheden som den fremtræder fra forskellige synspunkter eller perspektiver. Virkeligheden er så og sige summen af mange perspektiver, der hver især kun eksisterer, når mennesket vælger at anlægge dem.

For teorien taler, at det er uhyre praktisk, ja en nødvendighed, for alles kommunikation, at det er blevet besluttet, at der er et stjernebillede, som hedder Karlsvognen. Når man taler om stjernehimmelen med alle dens stjernetegn, er det specielt astronomien og astrologien, som har behov for en kendt referenceramme. Og det gælder ikke kun indenfor astronomi og astrologi, at det er nødvendigt at finde fælles modeller, definitioner og perspektiver. Det gælder indenfor al videnskab.

Når en fløj i den nyeste filosofiske og videnskabsteoretiske debat hævder, at mennesker skaber virkeligheden ud fra det bestemte ståsted, hvorfra de anskuer den, skal det forstås på en mere abstrakt måde end i Goodmans eksempel. Det er ikke i bogstavelig forstand menneskets position i rummet, men derimod deres placering i en social og historisk sammenhæng, der bestemmer deres erkendelse, og dermed skaber deres opfattelse af verden. Dette standpunkt kaldes socialkonstruktivisme.

Socialkonstruktivisme er i bredere forstand en generel orientering, som går igen i en lang række discipliner inden for human- og samfundsvidenskaberne. Motivet til orienteringen er, ligesom motivet til alle andre retninger indenfor videnskabsteori, at gøre sandheden tilgængeligt for mennesket.

Det traditionelle, lad os kalde det platoniske, sandhedsbegreb placerer sandheden uden for menneskets rækkevidde. Vi kan aldrig have vished for, at det, vi tror, er sandt, virkelig er sandheden. Ofte er selv vore mest indgroede og bredest accepterede forestillinger blot illusioner.

Der er altid fra filosofiens side blevet arbejdet på at definere et mere almindeligt acceptabelt sandhedsbegreb. Sandheden bør være opnåelig for mennesket, omend ikke for det enkelte menneske isoleret set, så dog for fællesskabet. En erkendelse, som deles og fungerer i et socialt fællesskab, er sand. Desværre fører det ofte til, at det, at sætte spørgsmåltegn ved den anerkendte sandhed eller at ville benægte den, vil stride mod fællesskabet. Der opstår en angst for at kritik vil tømme fælleskabets sandhedsbegreb for indhold, og det har ofte kunnet få katastrofale følger.

Den moderne filosofi har især en stor værdi i at påpege vanskelighederne ved den traditionelle forståelse af videnskaben. Den forståelse, at man i videnskaben har en fremgangsmåde, som sætter os i stand til at fremkomme med fuldkomne sandheder, som er hævet over personlige, sociale og kulturelle interesser, og som tegner et billede af virkeligheden, som den er i sig selv. Måske er en almindelig kritisk holdning til videnskaben mindre selvfølgelig og mindre udbredt, end vi sædvanligvis går og tror. For mange er det en selvfølge, at videnskaben tegner et sandfærdigt billede af virkeligheden, og at samfundet bruger videnskaben som rettesnor, for at skabe den bedst mulige tilværelse for os alle sammen. En tro, som dog alt for ofte kan føre til skuffelse, desillution og utryghed.

Den filosofiske disciplin, inden for hvilken man undersøger videnskabelige udsagns gyldighed, struktur, oprindelse og fundamentale forudsætninger, kaldes erkendelsesteori. Erkendelse kan vi definere som forståelse eller kendskab. Man kan komme til sandheds erkendelse.

Forståelse og kendskab er noget, vi alle kan få. Den videnskabelige erkendelse er afhængig af den videnskabelige metode, den gensidige kontrol metode: At et forsøg under samme betingelser altid skal give det samme resultat. Men mange oplevelser kan ikke rekonstrureres, hvilket betyder at kontrol er umulig. Men derfor kan et udsagn godt være sandt. Tænk bare på vore følelser, og især på andres følelser. De kan ikke videnskabeligt kontrolleres, men at de eksisterer, kan vi ikke være i tvivl om. Mange andre for mennesket ganske vigtige forhold kan heller ikke videnskabeligt kontrolleres.

Åndsvidenskab er på mange områder forskellig fra naturvidenskab. Åndsvidenskab er et langt videre begreb. Inden for åndsvidenskaben drejer det sig om at overbevise i stedet for at bevise. Inden for åndsvidenskaben er der ingen autoriteter. Det, som er sandt indefor åndsvidenskaber, er det, som er sandt ifølge ens egen overbevisning. Åndsvidenskaben giver en individuel forestilling om virkeligheden, en personlig erkendelse, og det er erkendelse og især selverkendelse, som giver tryghed.

Den vigtigste videnskabelige metode indefor åndsvidenskaben er analogien, altså det at overføre en lovmæssighed fra eet forhold til et andet lignende forhold. Man kan slutte fra den omstændighed, at to emneområder ligner hinanden i nogle henseender, til at de også ligner hinanden i andre henseender.

De åndsvidenskabelige værktøjer er logik, analogi og skelneevne.

Åndsvidenskaben er altså tilgængelig for os alle sammen. 'Kend dig selv', blev der sagt allerede i Oldtidens Grækenland. Det er snart på tide, vi får gjort noget ved det.

Billedhuggeren Thorvaldsen skal have sagt: "Jo mindre, man forstår sig på kunst, jo strengere bli'r man. Følg Deres egen overbevisning, og lad Dem aldrig lede af andres domme." Det er ord, der om muligt har endnu mere gyldighed, når det gælder en personlig erkendelse.