fra VEGETAREN nr. 4, 2002

Vi kan alle forestille os, hvordan det må have set ud, da vore tidlige forfædre med dødsforagt drog af sted på jagt - ud for at nedlægge meterhøje mammutter med et spinkelt spyd. Vi kan også forestille os dem omkring bålet, mens de gryntende sloges om de færdigstegte mammutbøffer.

Tanken på vore forfædre fører som regel tanken om kød i store mængder med sig, for de gamle bopladser afslører tit og ofte knoglerester, nær arkæologerne begynder at grave.

Men flere og flere forskere peger nu på, at kødorgierne var sjældne og jagtudflugterne ligeså.

Plantemos af rodfrugter.

I stedet udgjorde bagte planter - især rod- og knoldfrugter - en stor og afgørende del af de tidlige menneskers føde. En føde, som var meget nemmere at få fat i end kød og en føde, der tillod kroppen at optage mange flere af plantens næringsstoffer end hvis den blev spist i rå tilstand - og flere næringsstoffer er lig med mere brændstof til at udvikle krop og hjerne. Det er bl.a. ny højteknologisk teknik, der hjælper arkæologerne til at finde de mikroskopiske og hidtil oversete spor efter planteføden på fortidens bopladser.

Det er et forskerhold fra Department of Anthropologi, Harvard University, der peger på, at det var en god og nærende plantemos, som vi kan takke for, at vore tidlige forfædre ganske pludseligt udviklede sig til et moderne menneske. Den nye næringsrige kost gav større kroppe, større hjerner og frem for alt overskud til flere sociale aktiviteter.

Det pludselige skift i menneskets udvikling skete for 1,9 mio. år siden. Dengang begyndte de første homo erectus'er at dukke op. De overlappede homo habilis, den første menneskeart, der udviklede redskaber. Dette hjalp dog ikke habillisserne meget - erectusserne viste sig dem langt overlegne og habillisserne bukkede snart under.

Homo erectus havde en større hjerne og en større krop. De gok på 2 ben og kunne klare sig på de åbne og dermed farlige sletter. Det var denne art, der hurtigt spredte sig fra hjemegnene i Afrika til Europa og Asien.

Kød er ikke nok.

Dette hurtige skift i udvikling og aktivitet har længe undret antropologerne, og der er mange teorier i omløb. Selvom det er almindeligt anerkendt, at homo erectus også spiste planter, handler mange af teorierne om kød - at erectus lærte sig at forfølge flokke af byttedyr, at de lærte at jage i flok og at de lærte at beskytte det dyrebare kød i fællesskab - alt sammen adfærd, der kan sandsynliggøre, at homo erectus fik adgang til mere kød og dermed næring til at udvikle krop og hjerne. Men mere kød kan ikke forklare den enorme udvikling, mennesket gennemgik for 1,9 mio. år siden, mener forskerne.

Homo erectus' forgængere spiste en del kød, sandsynligvis fra ådsler. Men det fik ikke deres kroppe til at ændre sig meget. Og der er ingen tegn fra bopladsudgravninger på, at erectus pludselig begyndte at spise mere kød for 1,9 mio. år siden. Der skal en anden meget energirig kost til for at forklare den pludselige ændring, at homo erectus blev næsten dobbelt så stor som homo habilis. Forskerne mener, at de bagte rodfrugter førte til, at de tidlige erectusser fik mindre tænder og kæber end deres forfædre - et tegn på, at deres mad var blødere og ikke så besværlig at tykke. De havde formentlig et mindre tarmsystem - et tegn på, at de havde lettere ved at fordøje føden. De var større - et tegn på, at de fik mere næring end deres forgængere. De havde større hjerner - igen et tegn på, at de fik mere næring til også at udvikle dette vitale organ.

Jagt var risikabelt.

Den amerikanske antropologiprofessor Olga Soffer peger på, at kød i store mængder ganske enkelt ikke giver nogen mening, når det gælder om at få et lille samfund til at køre så effektivt som muligt og med så få tab som muligt. Hun har især studeret istidsmennesket, der først og fremmest levede i store dele af Europa og på de russiske sletter for 10.000 - 40.000 år siden.

At drage på jagt efter store byttedyr var simpelthen for risikabelt for de små menneskegrupper. Mistede gruppen en mand eller en kvinde under en jagt var der én mindre til at hjælpe til gruppens overlevelse. Nye undersøgelser af bopladsernes mange mammutknogler afslører da også, at de nok i højere grad er rester af selvdøde dyr.

Samtidig har moderne teknik som elektromikroskopet afsløret spor efter bagte rodfrugter i bålresterne. F.eks. fandt man rester af kødfulde rødder fra planter af astersfamilien, da man undersøgte en 26.000 år gammel istids-boplads; et tegn på, at dette fortidsfolk har kogt eller bagt rødderne til stivelseholdig føde.

Overlevelse.

Der er naturligvis stor forskel på de mennesker, der levede for 26.000 år siden og så de tidlige erectusser, der levede for snart 2 mio. år siden. Men livsbetingelserne har ofte været de samme, mener mange antropologer; ligesom livsbetingelserne også kan være de same for moderne naturfolk. Det drejer sig om mennesker med få materielle ressourcer. Mennesker, som først og fremmest kan og skal overleve i den natur, de lever i. Og når man skeler til nulevende og tidligere, veldokumenterede naturfolk, ser man det samme mønster, nemlig at intet naturfolk kan klare sig uden en meget stor del planter i kosten.

Kød var ikke den udslagsgivende faktor. Men det var de åbne sletters rodfrugter, som kunne bages og steges. Rodfrugter var nemmere og mindre risikable at få fat på end kød, og bliver de bagt, giver de adgang til meget mere næring end i rå tilstand. Ofte optager kroppen op til 100% flere næringsstoffer fra en tilberedt rodfrugt end fra en rå.

Mestrede homo erectus at bage rødder, kunne de også spise mange forskellige slagt, da mange rødder er giftige i rå stand, men spiselige, når de bliver tilberedt. Og de kunne helt konkret nedsætte den daglige tyggetid væsentligt og dermed få tid til andre ting.

Tyggetid.

En forsigtig beregning foreslår, at homo erectus' forgængere brugte ca. 50% af deres tid til at tygge sig gennem planteføde, fordi den var rå. Homo erectus kunne nøjes med 10%. Nu kommer ilden ind i billedet. Forskere er langt fra enige om, hvornår mennesket lærte sig at bruge ild. Æren tilfalder ofte homo erectus, men spørgsmålet er, hvornår i hans ca. 1,5 mio. år lange tilstedeværelse, det skete. Eksperterne støtter sig til et nyligt afrikansk fund, der peger på, at de tidlige homo erectus'er mestrede kunsten at bruge ild. Fundet er gjort i Kenya og viser tegn på forskellige træsorter på samme sted, og tegn på, at flere træstykker er blevet brugt til at lave bål, og tegn på, at bålresterne ikke stammer fra et naturligt nedbrændt træ. Evnen til at lave bål og evnen til at tilberede rødder i bålet blev en hjørnepæl i menneskets historie, mener forskerne.

Sociale ændringer.

De bagte grønsager bragte også store sociale ændringer med sig. Står menuen på grønsager, skal de først samles sammen, så bringes til bostedet med bålet og så tilberedes. Det gør kosten til et oplagt mål for tyveri set i forhold til de spisesituationer, hvor den fundne mad spises med det samme. Dvs. at madlavningen inviterer til tyveri, og derfor måtte de tidlige mennesker finde på måder at samarbejde på for at undgå dette tyveri. Især hunnerne, som jo er mindre og ikke så stærke som hannerne, har været tvunget til at søge sammenhold med hannerne, som bedre kunne passe på føden, indtil den skulle spises, så her ligger nok grunden til det forhold, at hunnerne udviklede sig til redebyggere.

Og hvad fik hannerne ud af det. De fik mere sex og dermed større chance for at reproducere sig. Det var nemlig også i denne periode, at et af de mest mystiske træk i det moderne menneske udviklede sig. Hunnerne begyndte at signalere seksuel villighed hele tiden, også selv om der ikke var chance for befrugtning.

Alle andre hunprimater er kun villige til parring omkring ægløsningen, men her adskiller mennesket sig. Hunnerne lærte sig at skjule tidspunktet for deres ægløsning, således at hannerne ikke kunne være sikre på, hvem der var ophav til afkommet, og dermed gjorde klogest i, at være omkring hunnerne hele tiden. En adfærd, som bragte sikkerhed og stabilitet til flokken.