Ligesom den moderne kemiske videnskab kan siges at nedstamme fra alkymien, den gamle drøm om at kunne skabe guld af f.eks. sand, således kan man også sige at den moderne åndsvidenskab stammer fra spiritismen. Mange af de åndsvidenskabelige ideer er i første omgang kommet til menneskets kendskab gennem spiritistiske metoder som medieskrivning, clairvoyance og intuition.

Spiritisme har sandsynligvis eksisteret til alle tider, og nogle folkeslag gør stadigvæk brug af medicinmænd, åndemanere, shamaner, guroer o.s.v. Det er ikke min mening her at skrive hele spiritismens og den psykiske forsknings lange historie. Jeg vil kun i grove træk give en meget kort oversigt over dens nyeste udvikling, idet vi tager udgangspunkt i den moderne spiritismes fødsel.

Det var i 1848, at de begivenheder fandt sted, som gjorde, at spiritismen som en åndelig bevægelse gjorde sig så stærkt bemærket, at den kunne brede sig, først i Amerika, senere i Frankrig, England og så de øvrige europæiske lande.

I en ukendt lille by, Hydesville, i staten New York hørtes til en begyndelse ganske svage lyde, som siden voksede, og som til sidst gav genlyd omkring på den ganske jord.

John D. Fox, en anerkendt landmand, levede på den tid midlertidigt i et meget tarveligt træhus i Hydesville. Familien var medlemmer af metodisternes menighed og meget agtede folk. I familien havde der været flere medlemmer, som var synske, således en bedstemor, der jævnligt så ligtog, inden de optrådte i virkelighedens verden, og som fulgte disse indbildte processioner til graven, som om de var materielle virkeligheder.

Der var 6 børn i familien, af hvilke kun de to yngste, to piger på hhv. 12 år og 9 år, boede hos dem, da de d. 11. december 1847 flyttede ind i huset i Hydesville. Kort tid efter, at de var flyttet ind, begyndte de at synes, at det var et meget uroligt hus. Men man mente, at der var rotter og mus.

I løbet af januar 1948 begyndte støjen imidlertid at antage karakter af dæmpet bankning og slag om natten i soveværelset, undertiden synes den at komme fra kælderen nedenunder. Man bemærkede til tider, at disse slag, selv når de ikke var særligt tydelige, ofte forårsagede en bevægelse af sengene og stolene, somme tider af gulvet, hvilken bevægelse hyppigere var en jævn skælven end en pludselig rystelse.

Efter nogen tids forløb begyndte lydene at variere i karakter og lød sommetider som tydelige fodtrin i forskellige værelser. Forstyrrelserne, som i februar og i begyndelsen af marts kun havde været bankning nu og da, voksede henimod slutningen af marts i tydelighed og hyppighed i en grad, så det forstyrrede familiens nattesøvn. Nat efter nat stod forældrene op, tændte lys og undersøgte huset, men uden resultat.

Den nøgterne, alt andet end overtroiske, landmands familie håbede på til sidst at finde en naturlig forklaring på støjen, og havde derfor ikke omtalt det for nogen. Men fredag nat, d. 31. marts 1848, tog sagen en ny, uventet og betydningsfuld vending.

Forældrene havde flyttet børnenes senge ind til sig og befalet dem strengt ikke at tale om "lyd", selv om de hørte noget. Men næppe havde moderen bragt dem til sengs og var selv gået til ro, før børnene råbte: "Der er de igen". Moderen skændte på dem og lagde sig igen til at sove. Derpå blev lydene tydeligere og hæftigere. Børnene sad op i sengen. Fru. Fox kaldte på sin mand. Da natten var blæsende, faldt det ham ind, at det kunne være vinduerne, som klaprede. Han prøvede flere af dem ved at ruske med dem. Den yngste datte bemærkede tilfældigvis, at hver gang hendes far ruskede et vindue, synes lyden at svare.

Hun var et livligt barn og begyndte så nogenlunde at blive vant til begivenhederne. Hun vendte sig til den side, hvor lyden synes at komme fra, knipsede med fingrene og råbte:" Hør gamle røver, gør som jeg". Bankningen svarede omgående. Hun prøvede flere gange med samme resultat. Så prøvede hun at sætte tommel- og pegefinger lydløst sammen, og også det kunne lydene svare på. "Hør bare, mor, det kan også se." sagde hun. Nu blev moderen straks nysgerrig. "Tæl til ti." sagde hun. Så kom der ti slag. Derefter fulgte forskellige spørgsmål, som ligeledes blev besvaret korrekt; og nu blev naboerne tilkaldt. Før natten var gået, var der 70-80 mennesker til stede, der med største forbavselse kunne konstatere både bankningerne og deres intelligente karakter.

Fire måneder senere blev den første meddelelse givet med slag fra et lille bord i byen Rochester, hvortil familien var flyttet. Det var en ven af familien, Isac Post, der fandt på, at man kunne bruge et bord til formidling af meddelelser.

De små Fox-søstre blev straks mistænkte for bedrageri, efter at fænomenerne blev offentligt kendte. Man tilbød da at give en offentlig prøve på fænomenerne for hele byens befolkning i byens største lokale og der blev nedsat en kommission til fænomenernes undersøgelse. Denne første spiritiske forsamling blev modtaget med hujen og råben. Imod alles forventning, også dens egen, afgav kommisionen den erklæring, at fænomenerne var virkelige.

Ikke tilfreds hermed udnævnte byens borgere en ny kommission, hvis medlemmer var endnu større skeptikere end de første. Fox-søstrene blev undersøgte af kommissionens kvindelige medlemmer, men denne anden endnu grundigere rapport var lige så gunstig for børnene som den første.

Endog en tredie kommission blev valgt, endnu grundigere og endnu mere nærgående, men også denne måtte erklære, at bedrag var umulig og at dens spørgsmål, af hvilke mange blev stillet i tankerne, var blevet rigtig besvaret.

Der dukkede hurtigt medier og grupper op mange steder i Amerika, og man begyndte planmæssigt at studere dem, og da det ganske naturligt fandt sted ved et bord, man sad ved, opstod betegnelsen borddans eller rettere bordbevægelse.

Der fremstod snart talrige andre måder til modtagelse af disse sælsomme meddelelser, ligesom man også snart gjorde den erfaring, at disse kun fremkom, når visse personer var nærværende, dem, der bliver kaldt medier, mellemled.

Så længe alvorlige mænd og navnlig videnskabsmænd endnu ikke havde udtalt sig, holdt mange sig tilbage, fordi de ikke troede at kunne danne sig en selvstændig mening om sagen. Men fra det øjeblik, da diskussionen blev taget op til videnskabelig behandling, forandredes dette forhold, og man kan sige, at Nordamerika i løbet af ganske kort tid blev oversvømmet af spiritismens bølger.

I 1850-60 blev der talt meget om disse fænomener. De lærde selskaber undersøgte, præsterne diskuterede, litteraterne, advokaterne, lægerne, alle havde en holdning til det. De, der intet havde set eller hørt, sagde humbug, dumhed og idiotisme. De overbeviste gav igen med samme mønt. Det gik så vidt, at den lovgivende forsamling i Alabama udstedte en lov, der idømte enhver, som deltog i spiritistiske manifestationer, en bøde på 500 dollars. Guvernøren nægtede at sanktienere denne lov, men det er alligevel interessant, at en forsamling af alvorlige mænd har villet bruge tid på et forslag, der er præget af en så komisk holdning.

Det var ikke kun i Amerika, offenligheden havde uvilje mod spiritismen. Biskoppen i Barcelona lod i 1861 højtideligt og offentligt nogle hundrede eksemplarer af Allan Kardecs skrifter brænde. Så sent som i 1902 påbød den tyske kejser, at enhver embedsmand, der vedkendte sig at være spiritist, øjeblikkelig skulle fjernes fra sin post. I Sachsen idømtes en bøde på 300 mark for at overvære en seance og i Bøhmen idømtes fæmgselsstraf for samme forbrydelse.

De fleste af datidens lærde mænd rystede forargeligt på hovedet af galskaben, som spiritismen blev kaldt, og erklærede, ofte uden forudgående undersøgelse, at den simpelhen var umulig. De meget omtalte fænomener kunne derfor kun være bedrageri af een eller anden art.

Gejstligheden var gennemgående enig med videnskaben i at banlyse dette "amerikanske ukrudt", som synes at true den gamle lære om Himlen og Helvede. Den kunne dog ikke så godt nægte muligheden af de påståede manifestationer, da dens egen eksistens jo netop er beroende på en sådan mulighed, men den var straks, igen uden undersøgelse, sikker på, at fænomenerne alle uden undtagelse måtte tilskrives mørkets fyrste. Havde Moses ikke udtrykkeligt forbudt påkaldelse af de døde, og var dette ikke alene grund nok til at banlyse enhver bevægelse, der gik i en anden retning.

Men bevægelsen var kommet for at blive. Der dannedes hurtigt en mængde grupper ud over hele Amerika, hvor spiritismens fænomener blev brugt og undersøgt. De omtalte ret primitive begivenheder i Hydesville satte ligesom en lavine i gang. Mange dygtige og lærde mennesker udforskede og skrev bøger. Udviklingen kom, nøjagtigt som den gør indenfor naturvidenskaben, hvor måleapparater, teorier og resultater hele tiden underbygger og forbedrer hinanden, til at følge en spiral. Jo bedre medier des bedre resultater, og jo bedre resultater des bedre medier. Der sker umærkeligt en afsmitning i kultiverende retning.

Ganske hurtigt blev spiritismen delt op i to hovedretninger, hvis udøvere ikke kan udstå hinanden. Den ene er det, der sædvanligvis i dag kaldes spiritisme, hvor medierne kommunikerer med følelses- og tankelegemer fra afdøde mennesker. Det sker via meddelelser, trancetale, automatskrivning, klarsyn og klarhørelse m.m. Den anden kaldes psykisk forskning, og her kommunikerer medierne med følelses- og tankelegemer fra levende mennesker, ofte deres egne. Der sker via tankelæsning, intuition, psykometri, ånden i glasset, forudviden mm.

Vi skal ikke her skridt for skridt følge spiritismens udviklingshistorie i Amerika og ej heller følge dens udvikling ud over det europæiske kontinent. Vi vil i stedet omtale nogle af de mest markante personligheder, uden hvis store arbejde og mange bøger det ville være langt mindre interessant at studere åndsvidenskab i dag.

Den første er også absolut den mest markante. Det er Helena Petrovna Blavatsky, hun er en af den nyere tids mest bemærkelsesværdige kvinder.

En anden personlighed, som har haft meget stor betydning for åndsvidenskabens udvikling, er Rudolf Steiner.

R S blev født i 1861 i Slovenien. Faderen var stationsforstander ved en lille provinsstation, og hjemmet var tysksproget. RS havde to søskende. Drengen tilbragte sin barndom ikke alene på markerne og i skovene, men også i daglig kontakt med sådanne realiteter som tog, tidstabeller og telegrafteknik. Han blev undervist, dels af sin fader, dels i den lokale skole og dels på en såkaldt realskole, hvor der blev lagt mere vægt på matematik og naturvidenskab end på klassiske studier. Fra sin tidligste barndom følte drengen sig meget draget mod grublerier og selvfordybelse end mod ydre adspredelse. Han forsøgte at fatte tilværelsens inderste sandhed ved at opnå et mere fortroligt kendskab til naturen. Han opnåede dette kendskab ved hjælp af sædvanlige midler og gennem en form for iagttagelse, som han i sine senere år kunne betegne som synskhed. Han følte, at det ikke var "normalt" at se tingene på denne måde, og han forsøgte at bekæmpe sine visioner. Studiet af matematik beroligede ham imidlertid. I geometrien erfarede han for første gang tilstedeværelsen af en sand verden, som ikke var synlig. Den trekant, han lærte om, var ikke en speciel trekant, som han kunne tegne, men indbegrebet af alle trekanter. Denne trekant kunne ses med "det indre øje", men ikke reproducseres. Dette ubetingede begreb af en geometrisk figur, viste ham, at der ikke er noget forkert i at "se" ting, som ikkke kan opfattes af det fysiske syn. Hans opvækst i meget jævne kår på grænsen mellem øst og vest fik stor betydning for RS's forståelse for sociale og nationale forhold. Hjemmet var religiøst neutralt. RS havde gode forældre, men han måtte aligevel skjule nogle af sine væsentligste oplevelser: synerne. Da han forlod skolen begyndte han at studere ved Universitetet i Wien. Efter at RS havde taget sin afsluttende eksamen lå en strålende akademisk løbebane foran han. I 1891 tog han den filosofiske doktorgrad. Hans filosofiske hovedværk Frihedens Filosofi er et ef hovedværkerne inden for den retning af åndsvidenskaben, som han skabte, Antroposofien. Han kunne sagtens have fået en akademisk lærestol, men han brændte efter at udforske den usynlige verden med sin naturvidenskabelige uddannelse og åndelige syn - og i at delagtiggøre andre i sin forskning. Han forsøgte at finde meningsfæller blandt videnskabsmænd og i kunstneriske kredse. Efter fem år kom han i forbindelse med Teosofisk Samfund og blev i 1902 leder af den tyske sektion. Der var fra første færd en principiel forskel på RS og andre ledende teosoffer. Han lod intet gælde, der kun stammede fra spiritistiske metoder, hvis det ikke kunne godkendes af hans egen åndsforskning. Det kunne ikke holde i længden, og i 1912-13 kom det til et brud. RS havde mange tilhængere ud over Europa, og de fulgte ham over i det selskab, han skabte, Antroposofisk Selskab. Under første verdenskrig var det umuligt for RS at arbejde i hele Europa, og i denne periode opbyggede han sammen med venner Goetheanum, en fri højskole for åndsvidenskab, i Dornach ved Basel i Schweiz. Da verdenskrigen sluttede, begyndte nogle år med hektisk aktivitet. Han udformede Tregreningsbevægelsen, han skabte Waldorfskolen, Steinerpædagogikken og en særlig pædagogik for udviklingshæmmede, han gav retningslinierne for det biodynamiske landbrug, han udviklede en særlig medicin, han var med til at oprette Kristensamfundet, og han var sammen med sin hustru med til at skabe en ny bevægelseskunst, eurytmien. Det særlige ved RS's antroposi var, at den ikke nøjes med at dyrke det åndelige. Antroposi er en kulturbevægelse. Hans viden om den åndelige verden bærer frugt på mangfoldige af kulturlivets og det sociale livs områder. RS døde i 1925.

Endnu er person, også fra Rusland, som har ydet meget store bidrag til åndsvidenskaben er P. D. Uspenski.

PDU blev født i Moskva i 1878. Hans bedstefar malede religiøse billeder. Faderen var officer i hæren, men hans hoved-hobbyes var kunst og matematik, især studiet af den fjerde dimension. Begge hans forældre var kultiverede mennesker. Takket være en utrolig hukommelse erindrede PDU sig selv tilbage til en ander af to år. Visse karaktertræk blev bestemt i seksårsalderen gennem læsning af russiske klassikere: Lermontoffs "Vor tids helt" og Turgenjefs "En sportsmands studier". I en tidlig alder begyndte han også at udvikle en udpræget smag for digtning og maling, som han altid betragtede som de fornemste kunstarter. I Elleveårsalderen fik han interesse for naturvidenskaberne. Nye interesser greb ham hurtigere end det var tilfældet med andre drenge - et karaktertræk, han havde tilfælles med Steiner. I en alder af tretten år blev han optaget af drømme og vendte sig straks mod studiet af psykologi. Seksten år gammel studerede han Nietsche, atten år gammel begyndte han at rejse og at skrive, og før han var fyldt tyve var han langt inde i et videnskabeligt studie, som hurtigt førte ham til at tro på, at der var en verden, som ikke er tilgængelig for vore almindelige sanser. PDU har i et interview sagt; Jeg er kun interesseret i videnskabelige undersøgelser af de problemer, som omgiver os. Mystik, okkultisme og andre overnaturlige bevægelser interesserer mig kun lidt. Men jeg har følt, at der må eksistere en dybere kendskab til vor verden end det, vi kan lære på universiteterne. Jeg har studeret den ene videnskab efter den anden, og jeg har samlet så megen videnskabelig viden, som det var mig muligt. Jeg har studeret ved flere universiteter både i Rusland og i andre lande, men da jeg havde gjort mig bekendt med alle videnskaber forstod jeg, at jeg altid til sidst kom til en mur, der hindrede mig i at trænge videre frem. Denne den eksakte videnskabs begrænsning fyldte mig til slut med dyb mistro til al akademisk viden. Jeg havde absorberet en stor del af denne viden, men kunne kun delvis værdsætte den. I virkeligheden har jeg en så eftertrykkelig uvilje mod officiel akademisk viden, så jeg har besluttet, at jeg aldrig vil tage en embedseksamen og endnu mindre en doktorgrad. Mine bøger viser, at de fleste af mine undersøgelser er baseret på almindelig videnskabelig forskning og mange af mine venner, deriblandt også videnskabsmænd forsikrer mig, at mange af mine matematiske og fysiske opdagelser er af overordentlig betydning. Men de er ikke resultater af universitetsviden, den har kun formet en del af det nødvendige materiale, men den har ikke bragt mig sandheden nærmere. Den forblev stadig indenfor sine egne specielle cirkler. Sand viden burde aldrig være begrænset til sit eget, der burde altid skabes forbindelse til andre kundskabsgrene. Kundskaber er det allervæsentlige i menneskets tilværelse. Jo mere viden vi har om os selv, des mere vil vi lære naturlovene om os at kende. Tingene forandrer sig i overensstemmelse med vore kundskaber. De er præcis så meget eller så lidt, som vi ved om dem. De er hverken materielle eller spirituelle eller noget som helst andet. De er, hvad vi ved om dem - deres realitet er kun et udtryk for vor egen forståelse. PDU er især kendt for sit hovedværk Tertium Organum, som betyder tankens tredie redskab. Den er udgivet i vesten lige efter første verdenskrig. Det er en metafysisk bog. Den gjorde lykke som populær roman, men udøvede også en stærk spirituel indflydelse på mange mennesker , specielt i England, men også i U.S.A. Den er blevet betegnet som en nøgle til verdensgåderne. Det er en af de meget få metafysiske bøger, som, skønt den indførte glimt fra den okkulte verden i livsanskuelsen, ikke desto mindre var baseret på videnskabelig granskning. Den behandler emner som "uendelighedens matematik" og "tidens og rummets mysterier"; men den er ikke teoretisk, og de fleste af dens forbløffende opdagelser er grundet på personlige iagttagelser. Dette individuelle element i en udpræget videnskabelig bog var temmeligt nyt på den tid, og har noget af æren for bogens succes. Endnu mere overraskende var PDU næste bog "En model af universet". Dette værk fremviste en helt ny verdensopfattelse, i hvilken rent spirituelle opdagelser figurerer side om side med rent materelistisk videnskabelige. Bogen behandler emner som rækker fra Yoga til Einsteins relativitetsteori, fra evangelierne til studiet af drømme og en ny teori om et seksdimentionelt univers. Den var alt for videnskabelig til at kunne konkurrere med den tidligere bog som bestseller. PDU skrev en mængde andre bøger, også romaner. PDU udviklede også et åndeligt system, som stadig studeres af interesserede grupper over hele verden. Hans system hviler på erkendelsen af det postulat, at mennesket ikke er ved fuld bevidsthed, men sover. De fleste ved naturligvis ikke, at de sover. Vi kan først begynde at vågne, når vi forstår og indrømmer, at vi fungerer drømmeagtige og automatiske. Kun ved selviagttagelse kan vi vågne op. Selviagttagelse kan kun opnås gennem konstant anspændelse. En af de største forhindringer for vor opvågnen er vor fantasi. Fantasien forstyrrer konstant vor tænkeevne, den løber bort med vore tanker og udøver en destruktiv magt i os. Vi er kun sjældent i stand til at tænke ud over et vist punkt, og dette punkt er i almindelighed snart nået. Vore tanker bliver overtaget af vor fantasi, som løber hid og did med dem, uden hensigt, retning eller kontrol. Vi kan kun standse vor fantasis vilde jagt ved at være yderst påpasselige. I så fald vil vor fantasi stoppe op, og tanken kan komme i aktivitet. Fantasien ødelægger vor energi, hvorimod anspændelse oplader energi. Vi spilder en mængde energi ved fortsat brug af forskellige centre. Godt eller slet kan kun eksistere, hvis der er et formål. Uden formål er både godt og ondt ikke-værende, og vi kan kun acceptere de konventionelle versioner, skabt i tidligere tid af mennesker, som sov ligesom vi selv gør det. Realiteterne kan kun erkendes i vågen tilstand, sand kundskab er skabende kundskab. Vort endelige mål er en objektiv bevidsthed, i hvilken alle vore tidligere begrænsninger ophører at eksistere. I en sådan bevidsthed er der ingen hemmeligheder, ingen mysterier. Men vi kan aldrig nå et så højt stade udelukkende gennem væksten af vore kundskaber. Viden og væren må gøres fuldkommen til et. Vi må tilstræbe at gro i et harmonisk hele i hvilket legemtlige, følelsesbetonede og mentale funktioner er lige udviklede, hvor de gør deres pligt og kan samarbejde med viljen. Altså hvor mennesket og hans forstand fungerer til fuldkommenhed. Ligesom i de fleste andre esoteriske læresystemer spiller skolens ide en dominerende rolle i PDU’s lære. Han hævder, at visse ting ikke kan læres fra bøger eller gennem personligt studium, men kræver en skole - det vil sige en gruppe mennesker, som vil arbejde i fællesskab under speciel ledelse, idet de benytter der samme terminologi. I umindelige tider, fra oldtidens mysterier til de forskellige middelalderlige skoler og munkesammenslutninger, har skolemetoden været anset som uundværlig til udbredelse af okkult kundskab. Intet menneske, som arbejder for sig selv, kan opnå visse resultater, som udelukkende kan udvikles i samspillet mellem lærer og elev. En esoterisk læres sandheder kan ikke tilegnes uden gennem en skole. PDU har på en tidspunkt haft et samarbejde med en anden russisk åndelig leder ved navn Gurdijef.

Den sidste meget markante åndelige leder, jeg vil omtale, er den danske skaber af Kosmologien: Martinus.

Martinus blev født i Sindal i Nordjylland i 1890, hvor han også voksede op. Han boede hos sine bedsteforældre. Han modtog en elementær skoleuddannelse. Han blev uddannet til mejerist og var knyttet til en række landmejerier frem til 1920. I foråret 1921, som 30-årig, gennemlevede den unge mejerist uventet en række overnaturlige oplevelser, som helt skulle komme til at ændre hans liv og skæbne. Gennem de pågældende oplevelser havde nye bevidstheder spontant åbnet sig og sat ham i stand til at sanse livet på et højere plan, end det i almindelighed er mennesket forundt. På forunderlig måde så han klart, at alle levende væsener er udødelige; at hele universet er et levende væsen af kosmiske dimentioner; at alt levende er en helhed; at samtlige levende væseners liv og skæbne er led i en guddommelig plan og at hele den fysiske verden i virkeligheden er et kosmisk udviklingssted, der fungerer som ramme om et guddommeligt skabelsesprojekt, i hvilket samtlige levende væsener er impliceret.

Gennem et langt livs flittigt arbejde har Martinus i bøger, symboler, artikler og foredrag søgt at skildre sin kosmiske erkendelse for omverdenen. Af bøger skal særligt fremhæves hovedværket: "Livets Bog" på 3000 sider i syv bind.

Om genfødsel skriver Martinus: "Noget som for alle mennesker må være en kendsgerning, når de ellers tænker over det, er, at de skal dø engang. De fleste tænker ikke over det, undtagen, når de ved venners eller slægtninges død, får det tættere ind på livet, og så kan tanken ligefrem gøre dem bange. Døden er en gåde for de fleste. " Der er jo ikke kommet nogen tilbage og fortalt, hvordan der er på den anden side og der er måske ikke engang nogen anden side." Sådan siger folk almindeligvis. Det er derfor naturligt, at jeg i mine foredrag også behandler dødens mysterium, som efterhånden skal ophøre med at være noget, mennesker skal være bange for.

Hvad er da døden? Først og fremmest er det en oplevelse, som kommer til absolut alle fysiske væsener i denne verden. Der er ingen, som tror, at de aldrig skal komme ud for denne oplevelse, dertil er den alt for åbenlys til stede i alle ting omkring os.

Desuden er døden ikke blot en proces, der skal komme engang, den er allerede til stede i vores indre. Man begynder allerede at dø, når man bliver født. Hvor er den spæde barnekrop henne, hvormed man i spændt forventning imødeså juleaften, det lille ansigt, som strålede, både da man som barn kom ud for julens vidunderlige eventyr og når man oplevede alle de andre af barndommens lykkelige timer.

Det ansigt eksisterer ikke mere på det fysiske plan, voksne mennesker har et andet ansigt. Hvis man er et gammelt menneske i dag, kan man spørge: "Hvor er det det unge og smidige legeme henne, hvormed man som ungt menneske omfavnede den, man holdt af? Og hvor er det modne legeme, hvormed man satte kronen på sit livsværk?" Disse legemer er, hvis man i dag er et gammelt menneske, for længst døde. Det gamle menneske har faktisk allerede oplevet genfødsel adskillige gange, inden det skal dø.

Det kan ikke nægtes, at disse fysiske legemer ikke mere eksisterer. Her vil man måske indvende, at et ældre menneskes nuværende legeme er det samme, som vedkommende havde som barn og ungt menneske, blot forældet og udslidt. Men en sådan opfattelse er baseret på en illusion.

En organisme er en levende ting. Den er en organisation af mikroindevider, som vi kalder organer, celler, molekyler og atome. Med undtagelse af organerne er disse mikroindividers kredsløb af så hurtigt et tempo, at deres fysiske tilstedeværelse i organismen bliver af langt kortere varighed end makrovæsenet. Disse væsener udskiftes stadigt. Hvert minut er der celler, der fødes og dør i vor organisme, så den faktisk er underkastet en stadig forvandlingsproces og i løbet af blot nogle få år næsten er helt fornyet. Det er således ikke noget ringe antal legemer, et ældre menneske allerede har lagt bag sig. Hver fornyelse må erkendes som et nyt legeme. Men disse genfødsler mærker man jo ikke så meget til, idet man bag forvandlingen fortsætter en stadig ubrudt oplevelse af livet. Udskiftningen finder kun gradvis sted og i så mild og tilpasset en form, at livsoplevelsen ikke generes eller afbrydes heraf.

Men hvis man forestillede sig, at disse mikroorganismers udskiftninger fandt sted på et for alle disse væsener fælles tidspunkt, måtte makroorganismen jo derved gå under, og en helt anden organisme afløse den. En form for dødsproces måtte da opstå mellem disse udskiftninger. Udskiftningen, der ikke kunne ske gradvis, måtte da ske pludseligt. Vi måtte falde i en slags søvn eller dvaletilstand, og under denne søvn måtte det nye legeme, det der f.eks. skulle bære vor ungdomsbevidsthed, hurtigt vokse frem, og barnelegemet måtte lige så hurtigt skrumpe ind og afkastes til fordel for det nye. Vi ville da vågne op i en nyt legeme og tage det i brug i en periode, indtil en ny udskiftning skulle finde sted.

Der findes virkelig i denne fysiske verden væsener, der oplever deres livsfornyelse efter dette princip, nemlig adskillige insekter, der gennemløber æg-, larve-, puppe- og sommerfuglestadier. Disse væsener må opleve en slags dødsproces mellem hvert af stadierne inden for det enkelte jordeliv.

Jeg har kun berørt alt dette, fordi det i virkeligheden løfter en første lille flig af det slør, der dækker den proces, vi kalder døden, og som mange er bange for. Men mennesket har ingen andre årsager end dem, de selv skaber, til at være bange for døden. Og gennem åndsvidenskaben har vor tids søgende mennesker mulighed for at gøre sig så fortrolig med, hvad det er, der sker under dødsprocessen, at angsten og uvisheden kan overvindes og afløses af tillid og tryghed.

Det er ganske vist rigtigt, at der ved den af menneskene kendte dødsproces, kun bliver det aflagte fysiske legeme eller liget tilbage, uden at man ser nogen personlighed fremtræde i ny skikkelse. Men er det noget urokkeligt bevis for, at bevidstheden udslettes med organismens opløsning? Nej, et andet menneskes bevidsthed kan vi kun opleve, når dette andet menneske har et fysisk legeme at manifestere sig igennem. Det er det samme som, at vi kun kan opleve radiobølger, når vi har et radioapparat, som kan forvandle dem til lydbølger. Men vi tvivler da ikke på, at radiobølgerne findes, selv om vi ikke kan høre dem.

Det levende væsens bevidsthed eller psyke er også en realitet, der blot eksisterer i en form, som vi ikke kan sanse."

Dette var en meget lille prøve på Martinus's kolossale produktion, som bl.a. omfatter et tredje testamente for universets udvikling.

Der findes et center på Frederiksberg ved København og en sommerkoloni ved Klint i Odsherred, hvor der bliver undervist i Martinus's Kosmologi.

Martinus døde mæt af dage d. 8. marts 1981.