Kapitel  7

 

The big bang  -  Det store brag  -  Ordet 

 

I begyndelsen, for næsten 14 milliarder år siden, var hele universet pakket sammen i et lille bitte punkt, - det, som forskerne kalder en ’singularitet’. Det lille punkts temperatur og vægt var umådeligt stor, som et eneste glohedt og næsten uendeligt tungt atom.

Dette lille univers udvidede sig så kraftigt og hurtigt, at det bedst kan beskrives som en slags eksplosion. På en brøkdel af et sekund blev det mange gange større og var nu en brændende varm ’ursuppe’ af stof og stråling.

Ud af "ursuppen" voksede elementarpartikler som protoner og elektroner, og efter ca. 400.000 år faldt temperaturen nok til, at strålingen og stoffet kunne gå fra hinanden. Elementarpartiklerne fandt derefter sammen i de allersimpleste grundstoffer, brint og helium.  Samtidig blev strålingen sluppet løs fra den afkølede ursuppe og gennemtrænger stadig i dag alle afkroge af universet. Den kosmiske mikrobølgebaggrundsstråling (KMB), som strålingen bliver kaldt, kan stadig ’høres’ som et svagt ekko fra verdens skabelse.

 

Big bang vinder den første duel

Omtrent sådan lyder big bang teoriens forklaring af, hvordan verden opstod, og hvorfor vores univers ser ud, som det gør i dag. Da teorien kom til verden i 1940’erne, var der dog ikke mange astronomer, der tog den seriøst. De fleste troede i stedet på den såkaldte ’steady state’ teori. Ifølge den teori har universet altid eksisteret i en stabil tilstand.

I 1964 hørte to amerikanske astronomer ekkoet fra big bang som en ganske svag støj på deres antenne, så først i 1964 blev det klart, at steady state-tilhængerne havde tabt slaget. De to amerikanske astronomer opdagede spor af den stråling, der løsrev sig fra stoffet i det 380.000 år gamle univers. Den mange milliarder år gamle stråling havde runget svagt overalt i universet, uopdaget, indtil astronomerne pludselig hørte den som en svag støj på deres antenner.

Fordi strålingen er så gammel, har den vist sig at være en af de allervigtigste kilder til viden om, hvad der foregik i det spæde univers. Strålingen indeholder nemlig spor efter strukturen i universet præcis på det tidspunkt, hvor stoffet og strålingen gik hver til sit.

 

Teori med problemer

Selvom big bang teorien med opdagelsen af KMB havde fået uventet hjælp, var der dog stadig noget, der ikke stemte. Ser vi os omkring i universet, opdager vi, at planeter er ordnet i solsystemer, solsystemer er ordnet i galakser, og galakser er ordnet i galaksehobe. Men ifølge teorien om big bang, var det spæde univers ikke i stand til at fostre den struktur, vi kan se i dag.

Den fine orden i universet skyldes udelukkende tyngdekraften, der sørger for at trække mere stof derhen, hvor der allerede er stof i forvejen. Men ifølge big bang teorien var alt stof i universet til at starte med fuldstændig jævnt fordelt. Hvis det virkelig var tilfældet, ville tyngdekraften ikke have haft mulighed for at trække noget stof hen imod noget andet og dermed skabe galakser, planeter, måner og stjerner. Ifølge teorien ville Jorden altså aldrig kunne blive skabt, og mennesket ville slet ikke kunne eksistere. Big bang teorien var en skabelsesberetning med alvorlige huller!  

Oppustet univers

En mulig løsning kom fra den amerikanske fysiker Alan Guth i 1980’erne. Han foreslog, at det helt nye univers på under en tusindedel sekund blev mange milliarder gange større.

Fysikeren vidste, at universets mindste byggeklodser, elementarpartiklerne, svinger en lillebitte smule. Da universet blev blæst op i enorme størrelser under den voldsomme, pludselige udvidelse, gjaldt også de små svingninger. De blev så store, at de kunne skubbe til stoffet omkring sig og skabe små ujævnheder i universets stoffordeling. Og med ujævnhederne var kimene til galakserne sået.   

Den korte, voldsomme udvidelse lige efter big bang kalder vi i dag ’inflationsfasen’. Inflations-teorien kombineret med teorien om big bang er – indtil videre – det bedste bud på en skabelsesberetning for vores univers.

 

 

Big bang bryder loven

 

 

 

 

 

De klassiske love, vi kender fra fysikken, kan ikke beskrive det øjeblik, hvor verden, som vi kender den, blev skabt. Det prøver nogle rumforskere at gøre noget ved – de vil lave en universel lov, der gælder for alle dele af universet til alle tider.

Deres værktøj hedder superstrengteori. Ifølge strengteorien består vores univers i virkeligheden af små, vibrerende strenge. Og ikke nok med det. Strengene eksisterer ikke kun i de fire dimensioner, vi kender (de tre rumlige og den fjerde, tiden), men i hele ti. Her svimler det måske for de fleste, men mange videnskabsmænd mener, at teorien er vejen til en naturlov for alting, også for ekstreme begivenheder som big bang.

 

 

 

 

Ovenstående er skrevet
af Mette Stentoft, rummet. dk   (Kopieret fra nettet./red.)

 

Ovenstående er en naturvidenskabelig beskrivelse af universets skabelse , og den er helt i overensstemmelse med den, som åndsvidenskaben fremfører.

I begyndelsen, for næsten 14 milliarder år siden, som der står, var hele universet pakket sammen i et lille bitte punkt, - det, som forskerne kalder en ’singularitet’. Det lille punkts temperatur og vægt var umådeligt stor, som et eneste glohedt og næsten uendeligt tungt atom. Det punkt indeholdt stof fra de fineste, de øverste 5 kolonner i skemaer for stoffets manifestation: Tankernes -, kærlighedens -, visdoms -, himlens - og det transcenderende: varmens stof.

 

Skema: De    syv stofplan

 

 

 

 

 

 

 

             Tilstand:

Stof:

Fast     

Flyden-de

Luftig

Fast energi

Flydende energi

Luftig energi

Tranfor-merende

Transcenderende

 V V V V V V V

Himmel -

V

V

V

V

V

V

V

Visdoms -

V

V

V

V

V

V

V

Kærligheds -

 V V V

V

V

V

V

Tanke -

V

V

V

V

V

V

V

Følelses -

V

V

V

V

V

V

V

Fysisk -

V

V

V

V

V

V

V

 

Efterhånden som stoffet bredte sig, blev det afkølet, og med afkølingen manifesterede tankernes stof sig fuldt ud, og følelsernes og det fysiske kom til. Ud af ursuppen voksede elementarpartikler som protoner og elektroner, og efter adskillige år faldt temperaturen nok til, at strålingen og stoffet kunne gå fra hinanden. Elementarpartiklerne fandt derefter sammen i de altersimpleste grundstoffer, brint og helium. Senere til alle de øvrige grundstoffer. Gennem mange milliarder af år samledes grundstofferne til kloder, stjerne og planeter og vort planetsystem blev skabt.

Men bevægelsen udad og udvidelsen fortsætter, og om nogle milliarder år er der ikke længere sammenhængskraft i planetsystemet. De grovere dele af systemet, det fysiske og følelsernes stof vil sprænges og fortsætte ud i rummet og de 5 finere stofplan vil trække sig sammen og igen samle sig i et lille bitte punkt, - en ’singularitet’.

En sådan stoffets manifestation kaldes en 'manvantara', en aktivitetsperiode og varer omkring 20 milliarder år. Derefter kommer en 'pralaja', en hvileperiode, som varer ca. det halve, 10 milliarder år.

Efter hvileperioden kommer igen et Big Bang, en ny aktivitetsperiode. Og sådan fortsætter det.

 

 

 Ordet     

I Biblen er det beskrevet således:

"I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er. I det var der liv, og livet var menneskenes lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det"

Joh. 1, 1-5.