Menneskets udvikling i det 2. menneskerige

Når vi ser på udviklingen i det 2. menneskerige, er vi begyndt at se frem i tiden, for vores eget vedkommende. Men der findes mennesker på jorden fra dette menneskerige, nemlig alle de, som er et naturrige foran os. Naturrigerne er ligesom skoleklasser, der findes på en skole nogle i 1. klasse, nogle i 2. klasse, nogle i 3. klasse osv. Således er det også med sjælene  i naturrigerne. Der findes på samme tid nogle i mineralriget, nogle i planteriget, nogle i dyreriget osv. Vi er nu i menneskeriget, men der findes også sjæle, som er i det 2. menneskerige.

En meget stor forskel på livet i disse 2 naturriger er, at i menneskeriget udvikler vi en fysisk menneskekrop, vi udvikler vore følelser, og vi udvikler intelligensen. Anlæggene til disse legemer har vi med i det 2. menneskerige. Formålet med livene i dette naturrige er en videreudvikling af kærligheds- og visdomslegemerne samt en afvikling af intuitionen. Intuitionen udviklede vi i dyreriget.

Også i 2. menneskerige er der 7 stadier, som vi skal igennem.

Det første stadie er Guldalderfasen. Det er en tid, hvor ånd og materie er ren. Ligesom i naturen, når en ny vegetation er fuld af livsbevidsthed, er sjælen her også i sin stærkeste bevidsthedstilstand. Sjæle ankommer for at tage fysisk form i en ren ny verden. Det er i forhold til menneskeriget samtidig med den 3. rodrace, men helt adskilt stedsmæssigt fra menneskeriget. Der er fuldkommen balance og harmoni hos hver enkelt og mellem menneskene indbyrdes. Der er Guldalderen. Det er himlen på jorden. Det er Paradis i sjælens bevidsthed, som genspejles i selve verden. Såvel den menneskelige natur som naturens verden har en fuldendt skønhed.

Det andet stadie er Sølvalderen. Denne falder sammen med menneskeriges 4. rodrace, men stadig er de 2 naturrigers opholdssteder adskilte. Selv om antallet af sjæle, der fødes, gradvis forøges, er der fortsat en følelse af, at alt er i samdrægtighed og enhed. I modsætning til den adskilthed og opsplittethed, som altid har været til stede i menneskeriget. Det er i det 2. menneskerige stadig himlen på jorden, men da indbyggerne ikke har nogen mindre oplevelse at sammenligne det med, siger de ikke: "Dette er himlen!" Det er bare. Renheden, uskyldigheden og den utæmmede glæde er en stråleglans, som strømmer ud fra alle sjæle. I tagt med at sjælen spiller sine roller i udvidelsen af livets drama, sker der dog det, at glansen af den rene uskyldighed, gennem handling, samspil og gennem ophobningen og vægten af oplevelser, umærkeligt svinder hen. Denne ophobning af karma tynger gradvist og kollektivt så meget i alle sjæle, at der endnu engang opstår en vigtig ændring i 2. menneskeriges historie - faldet ind i negativiteten forårsaget af et foruroligende bevidsthedsskift.

Denne tid, hvor uskyldigheden mistes, beskrives ofte i bibelske vendinger som syndefaldet eller omtales i litteraturen som "Det tabte Paradis". Hermed betegnes det øjeblik, hvor der er tab af naturligt åndeligt udtryk og udveksling og et skift ind i kropsbevidstheden. Sjælen begynder at identificere sig med den form, det legeme, som den bebor ig giver liv. Åndeligt armod indfinder sig, og sjælen falder for den illusion, at den er kroppen. Dette er afslutningen på Sølvalderfasen og begyndelsen til Kobberalderfasen.

Det tredje stadie er Kobberalderen, hvor vi mister vores sande bevidsthed om selvet og herredømmet over vore fysiske sanser. Vi begynder at tilfredsstille de fysiske sanser. Vi mister den lykkelige tilskyndelse bag det, vi skaber. Vi begynder at tænke, som om vi blot var dødelige, og tro, at vi er dødelige. Vi bliver bevidste om døden som en virkelig mulighed, som en afslutning snarere end en overgangsfase. Dødelighed bliver en frygtelig realitet, og kærlighed forvrænges til frygt, hvilket skygger for vores evne til at se og tænke på en harmonisk måde. For første gang bliver vi bekendte med forvirring. Dilemmaer udvikles mellem rigtigt og forkert, godt og skidt. Dobbeltheden, som engang udelukkende var et karakteristisk træk ved vores ydre miljø, bliver virkelighed i vores bevidsthed. Sanselig oplevelse bliver kilden til glæde, og konsekvensen er, at ydre ting antager større værdi end den indre ånd. Dette afføder binding og grådighed, som er den tilskyndelse, der ligger bag al opdeling og adskillelse. Vores enhed splintres. Hvor der før kun var harmoni oh kærlighed, bliver lidelse og sorg nu en del af den menneskelige oplevelse.

Samtidig ophæves den stedlige adskillelse af mennesker fra menneskeriget og det 2. menneskerige. De to menneskeriger smelter sammen. Ingen ved, om de stammer fra det ene menneskerige eller det andet.

Det fjerde stadie er den sidste del af Kobberalderen. På denne tid begynder nogle sjæle at strejfe om og søge i forskellige retninger for at finde svar og løsninger på den nye mærkelige utilpashed. En søgen efter sandheden begynder, det samme gør en søgen efter et særligt væsen, som svagt huskes som den Højeste Ene eller Gud. Mens nogle racer fejlagtigt placerer det guddommelige i enten solen eller naturen eller stenene og vender sig mod disse for at søge frelse, er det i denne periode, at særlige budbringersjæle inkarnerer for at spille deres rolle i livets drama.

Til forskellige tider og på forskellige steder fødes "profetsjælene": Abraham, Buddha, Kristus, Shankaracharya og Muhammed. Hver især bringer de et særligt budskab om en åndelig egenskab, et aspekt af sandheden, som er nødvendigt på det givne tidspunkt. Deres rolle er at anskueliggøre denne egenskab ved at bruge deres eget liv som eksempel. Deres intention som "ledere gennem eksemplet" er at genoprette menneskeslægtens harmoni. Mens deres handlinger er deres budskab, minder de også de mennesker, som omgiver dem, om de evige sandheder, hvor sandhed er defineret som det, der aldrig forandres. I takt med at menneskehedens historie udvikler sig, vil næsten alle sjæle på et eller andet tidspunkt på deres udvikling følge en af disse budbringersjæle. Abraham giver os moralske og åndelige love; Buddhas fokus er på ikkevold og ubundethed; Kristus lægger vægt på kærlighedens og tilgivelsens renhed; og Muhammed opfordrer til kun at tilbede Én. Nogle lytter, nogle følger, men det er først ved afslutningen af deres lykkevarslende bedrifter, at det, de sagde og gjorde, nedskrives i det, der bliver religiøse skrifter. Disse skrifter og de filosofier, som de indeholder, bliver grundlaget for religiøse veje med deres overbevisninger og fortolkninger af den universelle sandhed.

Det femte stadie er Jernalderen. Som tiden går, og i takt med at flere sjæle fødes, stiger befolkningstallet, og antallet af tilhængere inden for hver religion øges. "Profetsjælenes" oprindelige budskab og de trossystemer, som er skabt gennem tilhængernes fortolkninger, bliver institutionaliseret. Oeganisatoriske strukturer og systemer begynder at vokse og få større betydning end de oprindelige sandheder, som de holder i hævd. Det oprindelige budskabs renhed bliver udvandet og forurenet. Væksten og udvidelsen af hver gren af en religiøs filosofi bringes som alt andet gennem Guld-/Sølv- og Kobberalderstadier. Da en universal lov siger, at alt nyt bliver gammelt, begynder hver religion at opsplittes og dele sig i mindre segmenter, idet enkeltpersoner fortolker den oprindelige sandhed på "deres" måde og fører tilhængerne i forskellige retninger. Denne opdeling fortsætter gennem Jernalderen indtil udviklingen kommer ind i et nyt stadie.

Det sjette stadie er sidste del af Jernalderen, Åndens og religionernes nat. Det er i denne periode, at de religiøse filosofier og deres fundament begynder at splittes op i hundredvis skismaer, sekter og kulter. Deraf den opdeling og konflikt, som vi ser i moderne sekteriske religioner.

Da sjælen mistede sin sande selvbevidsthed og faldt for kropsbevidsthedens trolddom, blev åndens energi forurenet. Sjælens naturlige kærlighed og fred blev forvrænget til fryge og vrede. Dyd blev til last. De tusind former for irreligiøsitet, som vi ser i dag, er modsætningen til kærlighedens og fredens sandhed, som den blev udtrykt af "profetsjælene". Uspirituel adfærd og lasterne ego, vrede, grådighed, binding, magtbegær, misundelse og jalousi forurener til en vis grad alle sjæle. Konsekvensen er, at disse laster nu breder sig voldsomt i alle aspekter af livet på jorden, herunder vore institutioner.

Her er vi så nu. I sidste del af jernalderfasen. En jævn strøm af nye sjæle er fortsat ved at komme ind i den fysiske verden. Verdensbefolkningen er gradvist forøget over flere tusind år og er sluttelig, de sidste hundrede år, eksploderet eksponentielt. Konsekvensen af et stigende befolkningstal kombineret med entropien i menneskets dyder og værdier er, at der i dag er en kolossal social og økonomisk spænding samtidig med en stigning i fysisk og mental sygdom. Verdens naturlige ressourcer presses til det yderste for at opretholde en befolkning på mere end seks milliarder mennesker.

Den syvende fase er mødesalderen. Den sidste fase i denne aktivitetsperiode, denne Brahmas dag. Mødesalderen er mere en bevidsthedstilstand. Det er en viden om, hvordan alle verdener, fysiske, astrale, mentale og åndelige fornys og genskabes gennem reinkarnation af sjælen til sjælens oprindelige rene egenskaber, fred, kærlighed og sandhed. Når vi tvunget af omstændighederne forpligter os personligt til fornyelse og renselse af selvet og til at bringe sandhedens lys ind i verden, så er vi i mødesalderen. Beslutter vi os til fortsat at fastholde den forvekslede identitet, at sjælen og selvet er kroppen, og fastholde den adfærd og lidelse, som det bringer med sig, så er vi fortsat i Jernalderen. Det nemmeste er at se det som et energisamspil. Sjælens vibrationer forandres, når den mister sin rene bevidsthed og falder for den illusion, at den er den håndgribelige krop. Vibrationerne bliver langsommere og tungere. Materiens energi følger efter. Molekylernes og atomernes energi forandrer deres frekvens og bliver tungere og fastere. Efterhånden er det denne øgede åndelige tyngde, som fastholder materiens forøgede tyngde.

Inden i os, i sjælen, eksisterer en dyb erindring om ankomsten til vores første liv i det 2. menneskerige, det første kapitel i denne del af vor udvikling. Når vi forstår, at tidens sande beskaffenhed er en cyklisk bevægelse i tid og rum, vil vi se, at selv om denne erindring ligger i fortiden, findes den også i fremtiden. At huske den dybe fortid, den oprindelige oplevelse, er derfor at påkalde vores fremtid. Ved at huske den tid, hvor vi var kærlige, rene og fuldkommen tilfredse, bringer vi denne bevidsthedstilstand tilbage til livet og ind i vores nuværende bevidsthed. Når vi genopretter og nærer renheden i denne bevidsthed, påvirker vi ikke kun vores egne holdninger og adfærd, vi påvirker også vores nuværende forhold til hinanden og til verden omkring os. Blot ved at ændre vores bevidsthedstilstand har vi således alle evnen til at påvirke verden på en positiv måde. Metoderne, som "tillader" at dette sker, er meditation og yoga. Under meditation får vi adgang til de dybeste niveauer af vores ånd, hvor vi finder vores oprindelige fred og renhed. Træd ind i den åndelige energis kilde for at forynge sjælen og genoprette dens renhed. Dette kan til tider føles lidt kaotisk. Og materien følger efter med en proces, som forekommer lige så kaotisk. Det, der sker, er dog blot, at materien reetableres og vender tilbage til dens oprindelige former. Mødesalderen er mødet mellem de 3 energier - sjæl, materie og Gud - i en forvandlings- og fornyelsesproces.

Når sjælen er fornyet, og vor kærlighed og visdom har nået sin højeste udvikling, da er det slut med vore liv i det 2. menneskerige.

Vi skal lige være opmærksomme på, at det måske tager mange liv, med en halv times daglig meditation at komme så vidt.